Caroline Wozniacki er ude af Grand Slam-turneringen US Open i New York.

På tennisanlæggets største bane, Arthur Ashe Stadium, tabte den 29-årige dansker 4-6, 4-6 i tredje runde til den 10 år yngre canadier Biana Andreescu.

Med til historien om nederlaget hører, at Caroline Wozniacki i første sæts sidste parti vred om på sin højre ankel.

Hun modtog behandling for skaden, men virkede i resten af kampen en del hæmmet af den.

1. Det lakker mod enden
Hun blev professionel tennisspiller i 2005. Siden har Caroline Wozniacki blandt andet ligget nummer et på verdensranglisten og vundet en enkelt Grand Slam-titel. Men nu lakker hendes karriere efter alt at dømme mod enden. Kroppen er slidt og mentalt er der efterhånden også ved at være udsolgt. Hun blev gift i juni, så mon ikke der snart skal etableres familie. Efter sæsonens sidste kamp beslutter Caroline Wozniacki sig for, hvorvidt hun også er med på WTA Touren i 2020.

2. Overhalet af den yngre generation
Det må konstateres, at Caroline Wozniacki er blevet overhalet af den yngre generation. Hun råder ikke længere over de spillemæssige redskaber til at være med i kampen om tennissportens største titler. I sin tabte tredjerundekamp mod Bianca Andreescu havde hun svært ved at følge med i tempoet. Det gik nogenlunde i første sæt. Men så vred hun om på anklen, hvilket fik betydning. I den resterende del af kampen havde hun nemlig problemer at løbe den fysisk stærke canadiers tempofyldte slagserier op.

 Caroline Wozniacki blev i kampen mod Bianca Andreescu behandlet for en fodskade.
Caroline Wozniacki blev i kampen mod Bianca Andreescu behandlet for en fodskade. Foto: Robert Deutsch
Vis mere

3. US Open-værter elsker Wozniacki
Caroline Wozniacki er i høj kurs hos US Open-værterne. Ud af de seneste 25 kampe ved Grand Slam-turneringen i New York har hun spillet de 17 på Arthur Ashe Stadium, der er verdens største tennisstadion. Her er der plads til knap 24.000 tilskuere. Men så mange af dem, der havde indgangsbillet, er ikke Wozniacki-fans. Da hendes kamp mod Bianca Andreescu blev servet i gang klokken 12.15 lokal tid i herligt solskinsvejr, havde kun en femtedel taget plads i de mørkeblå sæder.