Det var søndag ikke muligt for blandt andre B.T. at få Caroline Wozniacki i tale i Melbourne.

Forud førsterundekampen ved grand slam-turneringen Australian Open mod amerikaneren Kristie Ahn fik mediernes udsendte kun lov til at følge det første kvarter af træningen. Herefter førte en vagt dem væk fra siddepladserne på Melbourne Arena, hvortil dørene var låste i den resterende del af træningspasset. Og da det var slut hastede Caroline Wozniacki væk fra tennisanlægget.

Sådan forklarede hendes far og træner, Piotr Wozniacki, den usædvanlige disposition:

»Lørdag gav hun interview på det officielle pressemøde. Inden sin førsterundekamp skal hun koncentrere sig 100 procent om opgaven.«

Piotr Wozniacki giver gode råd til Caroline Wozniacki, der natten mellem søndag og mandag spiller sin første kamp ved Australian Open mod Kristie Ahn.
Piotr Wozniacki giver gode råd til Caroline Wozniacki, der natten mellem søndag og mandag spiller sin første kamp ved Australian Open mod Kristie Ahn. Foto: EDGAR SU
Vis mere

Piotr Wozniacki fastslog i snakken med B.T., at hans datter møder velforberedt op til Australian Open.

»Hun har i optakten lavet de ting, hun skal. Jeg mener, at hun er i god form, og at det tegner godt. Jeg tør ikke spå om noget som helst, men selvfølgelig håber jeg, at hun når finalen,« sagde Piotr Wozniacki.

På sin tur til Australien bakkes Caroline Wozniacki blandt andet op af sin bror Patrik Wozniacki, der til daglig er ansat som tenniskommentator på TV2.

»Jeg glæder mig rigtig meget til at se hende spille,« lød hans kortfattede kommentar inden han sammen med sin far kørte væk fra Melbournes enorme tennisanlæg i en af de Kia-biler, arrangørerne stiller til rådighed for spillerne og deres ledsagere.

Caroline Wozniacki på træningsbanen i Melbourne.
Caroline Wozniacki på træningsbanen i Melbourne. Foto: WILLIAM WEST
Vis mere

I katakomberne under Rod Laver Arena lykkedes det for B.T. desuden at fange Caroline Wozniackis tidligere træner Sascha Bajin til en kort snak.

»Det er ærgerligt, at Caroline har besluttet sig for at indstille karrieren. Efter min mening ville hun stadig have haft noget at byde ind med ved turneringerne på WTA Touren, hvis hun var fortsat,« sagde Sascha Bajin.

Han var ansat som Piotr Wozniacki i 2017, hvor hun erobrede førstepladsen ved sæsonfinalen.

»Jeg synes, jeg havde en god tid sammen med Caroline. Under samarbejdet fik vi opfyldt mange af de målsætninger, vi satte os,« sagde Sascha Bajin.

Lykkes det for Caroline Wozniacki at vinde sin førsterundekamp over Kristie Ahn, kan den 29-årige dansker møde Dayana Yastremska i anden runde.

Det kan blive en interessant kamp. Ikke mindst fordi Sascha Bajin nu træner den 23.-seedede ukrainer.

»Lad os vente med at snakke om den kamp til på tirsdag. For skal den blive aktuel, skal begge spillere lykkes med sejre i første runde. Men en kamp mod Wozniacki vil da være skæg. Jeg har stadig et fint forhold til hende, og når vi mødes siger vi 'hej' til hinanden,« sagde Sascha Bajin.

Caroline Wozniackis kamp mod Kristie Ahn spilles natten mellem søndag og mandag - dansk tid - og kan følges i en liveblog på bt.dk.