Direktøren for WTA-turneringen Miami Open, James Blake, afviser, at arrangørerne har haft kendskab til, at nogle af tilskuere har sendt dødstrusler mod den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki, da hun lørdag morgen spillede mod Monica Puig.

»De (sikkerhedspersonalet, red.) var ikke vidne til eller blev gjort opmærksom på nogen specifikke trusler mod spillerne eller deres familier. Situationen vil være blevet håndteret, hvis vi var blevet gjort opmærksomme på det,« siger direktør James Blake ifølge BBC.

Direktøren kalder spørgsmålet om spillernes sikkerhed for førsteprioritet. Han siger desuden, at sikkerhedspersonalet var til stede tæt på banen, men at de ikke hørte de truende tilråb, som Caroline Wozniacki har beskrevet.

»Kampen mellem Caroline og Monica blev spillet foran et larmende og passioneret publikum. Jeg synes personligt, at ingen skal udstå nogen som helst form for hån på tennisbanen. Vi gør vores bedste for at skabe sikre og fair omgivelser,« siger James Blake.

Caroline Wozniacki gik til Twitter tidligere på aftenen, hvor hun åbnede op for det, hun mener var tilsvininger og trusler mod hende og hendes familie.

»Under kampen i går truede folk min familie, ønskede død over min mor og far, kaldte mig ting, som jeg ikke kan gentage her, og fortalte min forlovelses niece og nevø, som er 10 år gamle, at de skulle sidde ned og holde kæft,« skrev Caroline Wozniacki på det sociale medie Twitter og fortsatte:

»Sikkerhedspersonalet gjorde intet for at forhindre det og accepterede endda, at det fandt sted. Jeg opfordrer altid fans til at heppe på deres favoritspiller, og jeg trives i en udfordrende atmosfære. Men det gør det at spille tennis miserabelt, når visse grænser overskrides.

Den 27-årige dansker røg på overraskende vis ud af Miami Open i anden runde. Caroline Wozniacki havde ellers vundet første sæt med 6-0, men tabte de to efterfølgende sæt med 4-6.