Der var ikke særligt meget 'Miss Sunshine' over Caroline Wozniacki undervejs i torsdagens 1/8-finalesejr - 7-5, 6-1 - over rumænske Monica Niculescu i Qatar Total Open i Doha.

Den danske grandslam-vinder var godt og grundigt tosset over rumænerens højlydte - og muligvis nøje kalkulerede - stønneri. Først brokkede Wozniacki sig til farmand Piotr - og lidt senere måtte kampens franske dommer også lægge øre til danskerens frustrationer.

Det lykkedes Wozniacki at genfinde fokus og tage en sikker sejr. Men efterfølgende lagde hun bestemt ikke skjul på sin holdning til Niculescus facon.

»Det er ikke særligt fair, hvad hun gør. Men det er, hvad det er,« sagde en tydeligt irriteret Wozniacki efterfølgende til TV2 Sport.

»Hun prøver at komme ind i hovedet på mig. Og jeg lader mig irritere, selvom jeg selvfølgelig ikke bør lade mig gå på af det. Men det skete, og så begynder jeg at lave dumme fejl. Det var lidt dumt.«

Man talte ellers på forhånd om, at 30-årige Monica Niculescu var en drømmemodstander for Wozniacki. Danskeren havde nemlig vundet samtlige otte tidligere møder med rumæneren, der er berygtet for sin meget defensive tilgang til spillet - med masser af både forhånds- og baghåndsslice-slag.

Og det så indledningsvist også ud til at være en rutinesag for Wozniacki, der uden de store problemer bragte sig på 4-1 i første sæt. Men så var det, at Wozniacki begyndte at fokusere på Niculescus stønneri - og det var ved at koste dyrt.

Danskeren mistede fuldstændig tålmodigheden i de lange dueller mod den evigt returnerende rumæner, og årets Australian Open-vinder fik på kort tid lavet et hav af uprovokerede fejl, og da Niculescu samtidig spillede nærmest fejlfrit, var Wozniacki lige pludselig bagud med 4-5.

Men klasse fornægter sig jo ikke. Og den 27-årige dansker fik omsat frustrationen til brændstof, og hun bankede de efterfølgende tre partier og dermed også sættet i hus.

I andet sæt fortsatte Wozniacki stilen mod en ellers stædigt fightende Niculescu. Og duellerne foregik til tider på et særdeles højt niveau - som oftest med danskeren som vinder. Og efter halvanden times spil havde Wozniacki spillet sig frem til en håndfuld matchbolde. Hun skulle dog kun bruge en enkelt af slagsen på at spille sig i kvartfinalen i ørkenturneringen, som hun sidste år nåede frem til finalen i.

»Jeg synes, jeg er kommet fint i gang i turneringen. Jeg synes, jeg spillede en fin kamp i går (onsdag, red.). Og i dag spiller jeg i perioder også godt,« lød det afslutningsvist fra Wozniacki.

I den kommende kamp venter vinderen af kampen mellem engelske Johanna Konte og tyske Angelique Kerber.