De blev gift 15. juni i Italien. Siden er der blevet spekuleret heftigt i, hvorvidt Caroline Wozniacki mon ville udvide sit efternavn med dét, hendes amerikanske ægtemand, David Lee, bærer.

Ved et pressemøde forleden under den igangværende Wimbledon-turnering var Caroline Wozniacki leveringsdygtig i et kryptisk svar, men nu er der spændende nyt at berette.

»Så længe hun spiller tennis og turnerer verden rundt med sin ketsjer, vil hun for nemheds skyld optræde under det navn, hun altid har kaldt sig. Det skyldes ene og alene de problemer, et navnskifte indebærer i professionel sammenhæng. Men når det er sagt, vil Lee blive tilføjet hendes navneattest og dermed blive benyttet i alle andre sammenhænge, der ikke har noget med tennis at gøre,« siger David Lee, der fortsætter med at hedde, hvad han altid har gjort.

»Jeg er jo amerikaner, og i USA er der ikke tradition for, at manden adopterer sin hustrus efternavn ved indgåelse af ægteskab,« siger han.

B.T. møder den tidligere amerikanske basketballspiller til en snak på Wimbledon-anlægget forud et af Caroline Wozniackis træningspas.

Han er i højt humør. Smilende, venlig og helt igennem bare glad.

Anderledes kan det naturligvis ikke være, når nu det er mindre end et par uger siden, hvedebrødsdagene endte.

»Brylluppet var en fantastisk oplevelse for os begge. Sammen med venner og familie havde vi i Italien tre dage, der i vores liv aldrig har været bedre. Det var en uforglemmelig oplevelse, rørende og meget romantisk,« siger David Lee.

Han kalder brylluppet for 'meningsfuldt'.

»Caroline og jeg har kendt hinanden i efterhånden flere år. Derfor var det på tide at få papir på forholdet. Bryllupsceremonien var lige så formel, som sådanne begivenheder nu engang er. Til gengæld var den resterende del af den tid, vi tilbragte på den toscanske vingård (Castiglion del Bosco, red.), meget afslappet. Helt som vi ønskede. Selskabet dystede mod hinanden i forskellige konkurrencer, maden var i top, og hvad mig selv angår, nød jeg i fulde drag den italienske rødvin,« siger David Lee med et stort smil.

Han blev forlovet med Caroline Wozniacki på valentinsdag i februar 2017, og da parret et halvt år senere holdt ferie på stillehavsøen Bora Bora, friede han.

En uges tid før forlovelsen meddelte David Lee, at han havde besluttet at indstille sin karriere som professionel spiller i den amerikanske basketballliga, NBA.

David Lee i aktion i den amerikanske NBA-liga for San Antonio Spurs mod Houston Rockets 11. maj 2017.
David Lee i aktion i den amerikanske NBA-liga for San Antonio Spurs mod Houston Rockets 11. maj 2017. Foto: RONALD MARTINEZ
Vis mere

»Det var det helt rigtige tidspunkt at stoppe på. Jeg var 34 år og havde lige overstået en slem knæskade, som jeg heldigvis ikke længere mærker noget til,« siger David Lee.

Han havde muligheden for at blive i sporten som enten træner eller tv-kommentator.

»Jeg vil ikke udelukke, at jeg en dag vender tilbage til basketballsporten i den ene eller anden rolle. Men på det tidspunkt valgte jeg at gå all-in i mit forhold til Caroline,« siger David Lee.

Den beslutning har han ikke fortrudt.

Foto: CLIVE BRUNSKILL
Vis mere

»Dybest set handlede mine overvejelser om, hvad jeg ville bruge den resterende del af mit liv på. Penge havde jeg nok af til resten af mine dage. Men hvor travlt havde jeg lyst til at have? Caroline og jeg gik godt i spænd, så på vores rejser havde vi tid til at snakke tingene godt og grundigt igennem. Her fandt jeg ud af, at det var hende, jeg ønskede at dele tilværelsen med,« siger David Lee.

Overvejelserne endte ligeledes med, at han på opfordring fra en af basketballklubben Golden State Warriors aktionærer fik et job inden for venture capital, kunsten at løfte risikovillig kapital til investering.

Erfaringerne herfra har David Lee taget med sig i et nystartet familieforetagende.

»Sammenlagt har vi investeret 60 mio. dollar. Genforsikringsfirmaet hedder Topsail, blev indregistreret (på Cayman Islands, red.) for et halvt år siden og har fået en fin start. Egentlig føles det ikke som et job, men mere som en ting, der gør mig glad, fordi det er supersjovt,« siger David Lee.

Foto: EDGAR SU
Vis mere

Det er muligt for ham at lave store dele af det krævede arbejde ved en computer via en velfungerende wi-fi-forbindelse, når han rejser rundt med Caroline Wozniacki til turneringerne.

»Hen over sommeren vil jeg derfor følge hende til turneringerne, men efter US Open (i september, red.) er det sandsynligt, at jeg bliver i USA. På samme tidspunkt skal Caroline spille nogle turneringer i Asien, og her gør tidsforskellen, at det nok vil være bedst, at jeg i den periode er på hjemmebane,« siger David Lee.

Og hvor har parret så tænkt sig at bo efter Caroline Wozniackis karrierestop, der meget vel bliver efter denne sæson?

»Vi elsker begge at rejse. Jeg forestiller mig, at vi slår os ned et sted i USA, og at vi om sommeren kommer til at opholde os en del i Europa,« lyder David Lees slutreplik.