Caroline Wozniacki spillede sig onsdag videre fra anden runde ved WTA-turneringen på grus i Rom.

Den danske tennisspiller, der var oversidder i første runde, besejrede verdensranglistens nummer 49, Alison van Uytvanck, med cifrene 6-1, 6-4.

Kampen var tættere, end cifrene antyder. En del af partierne var ret lige, men danskeren var bedst på de afgørende bolde.

Caroline Wozniacki skal i tredje runde møde letten Anastasija Sevastova.

Læs også: På tavlen med ægte bombermål: Se Bendtner tanke vigtig VM-selvtillid

Hun vandt 6-4, 6-4 over Aleksandra Krunic fra Serbien.

I første sæt af kampen mod Alison van Uytvanck stormede Wozniacki frem til en 4-0-føring.

Belgieren slog tilbage med et servegennembrud til 1-4, men hun blev igen brudt til stillingen 5-1 til Wozniacki.

Danskeren servede derefter sættet hjem.

Læs også: Spansk avis smider bombe: Eriksen-lejren er i kontakt med storklub

I andet sæt brød danskeren til 1-0, men belgieren brød tilbage til 1-1.

Herefter holdt Alison van Uytvanck sin serv for første gang i kampen, da hun kom foran 2-1.

Det var dog en stakket frist, for tre partier senere førte Wozniacki 4-2, og danskeren sikrede senere sættet og sejren.

Caroline Wozniacki kan overtage førstepladsen på verdensranglisten fra Simona Halep, hvis danskeren gør det godt i Rom.

Den rumænske verdensetter, der også var oversidder i første runde, vandt tidligere onsdag sikkert med 6-1, 6-0 over japanske Naomi Osaka i anden runde.

/ritzau/

Du kan se, hvordan kampen forløb bold for bold i LIVE-bloggen herunder: