En engangsforseelse. Og ikke mere.

Det vakte opsigt, da Serena Williams ved French Open tidligere på året stillede op i en usædvanligt stramtsiddende heldragt - men det kommer ikke til at ske igen. Se Serena Williams spille i dragten øverst i artiklen

Det slår præsidenten for det franske tennisforbund fast i et interview med Tennis Magazine.

»Jeg mener, at det nogle gange er gået for vidt. For eksempel vil den dragt, som Serena havde på i år, ikke længere blive accepteret. Man skal respektere spillet og stedet,« siger Bernard Giudicelli.

Serena Williams i den famøse dragt.
Serena Williams i den famøse dragt. Foto: Charles Platiau
Vis mere

Ved French Open er der ikke lige så strikse krav til spillerne påklædning som ved Wimbledon, hvor alt skal være hvidt. Alt.

Men der er alligevel grænser, og tennispræsidenten vil allerede nu sørge for, at der ikke sker gentagelser næste år.

»Det er lidt sent, fordi kollektionerne er allerede i designet, men vi har alligevel bedt producenterne om at fortælle os, hvad der er på vej,« siger Bernard Giudicelli.

Selv var Serena Williams ganske begejstret over sit outfit på de parisiske grusbaner.

Serena Williams i Paris.
Serena Williams i Paris. Foto: IAN LANGSDON
Vis mere

»Jeg lever altid i en fantasiverden. Jeg har altid gerne villet være en superhelt, og det er min måde at være superhelt på,« sagde hun med henvisning til, at hun lignede en person fra den dengang aktuelle superheltefilm 'Black Panther'.

Men den særprægede dragt havde også et praktisk formål, da den amerikanske tennisspiller efter sidste års fødsel har haft problemer med blodpropper i benene.

»Jeg ved ikke, hvor mange jeg har haft i de seneste 12 måneder. Det er en sjov dragt, men den er også funktionel, for den gør mig i stand til at spille uden problemer,« lød det fra Serena Williams.

Amerikaneren er - som Caroline Wozniacki - med ved næste uges US Open-start.