Caroline Wozniacki er klar til ottendedelsfinalen i WTA-turneringen China Open i Beijing.

Onsdag vandt verdenstoeren med 7-5, 6-3 over kroaten Petra Martic, som er nummer 36 i verden.

Det er første gang i tre måneder, at den danske tennisspiller vinder to kampe ved samme turnering.

I første sæt brød de to duellanter hinanden i de fire første partier, men så fik begge tennisspillere bedre fat i deres egne servepartier.

Wozniacki brød dog kroatens serv på det bedst tænkelig tidspunkt, da danskeren var foran 6-5 og derfor vandt sættet.

I andet sæt havde Wozniacki igen problemer i starten, hvor hun blev brudt med det samme, og Martic kom også foran 2-0 og senere 3-1.

Wozniacki fik dog bedre styr på spillet og kæmpede sig tilbage og udlignede til 3-3.

Andenseedede Wozniacki endte med at vinde fem partier i træk, og Martic så ud til at løbe helt tør for kræfter til slut.

I torsdagens ottendedelsfinale skal Wozniacki møde esteren Anett Kontaveit, der er nummer 21 i verden.

Følg kampen i LIVE-bloggen her: