Hun ligger der stadig, Caroline Wozniacki. Som nummer et på verdensranglisten.

Men en af danskerens rivaler i tennistoppen spår, at det bliver lidt af et hundeslagsmål om at kunne kalde sig verdensetter i den kommende tid.

»Lige nu er udfordringen for Caro at blive der i længere tid,« siger Karolina Pliskova, der lige nu er nummer fem i verden.

Tjekken indtog sidste år for første gang nogensinde selv førstepladsen på verdensranglisten – som en af fem forskellige spillere efter at suveræne Serena Williams gik på barsel i begyndelsen af 2017.

»Det er så tæt, og det er derfor, at der skifter så meget,« siger Karolina Pliskova:

Karolina Pliskova er nummer fem i verden.
Karolina Pliskova er nummer fem i verden. Foto: LUKAS COCH
Vis mere

»Hvis Serena ikke kommer tilbage på sit gamle niveau, tror jeg, at det bliver ved med at være så tæt.«

Caroline Wozniacki kunne snuppe førstepladsen med sejren ved Australian Open, og i forhold til rivalerne bag sig, har hun en fordel. Vurderer Karolina Pliskova.

»Jeg synes, at hun er begyndt at spille fantastisk, så hun har chancen for at blive der i et par måneder. Hun har været dér før, og hun ved, hvordan det er. For hende er det lidt anderledes, for vi andre har kun været nummer et i nogle få uger.«

Caroline Wozniacki var senest nummer et i verden i januar 2012, og hun har i alt ligget på den position i 71 uger.

I denne uge har danskeren dog valgt at droppe jobbet med at hente point til verdensranglisten og forsvare positionen. Hun stiller ikke op i Dubai Duty Free Tennis Championships, fordi hun i stedet prioriterer at hvile.

Til gengæld er både Karolina Pliskova, Elina Pliskova og Garbine Muguruza med.