Caroline Wozniackis forberedelser til sin andenrundekamp ved US Open mod Danielle Collins var langtfra optimale.

Det var planen, at den 29-årige dansker skulle have trænet udendørs på USTA Billie Jean King National Tennis Center, hvor grand slam-turneringen afvikles.

Men heftig regn over New York betød, at programmet med kort varsel blev lavet om.

»Vi har fået mulighed for at træne indendørs på John McEnroes Tennis Akademi. Så dér tager vi ud nu,« sagde Caroline Wozniackis far og træner, Piotr Wozniacki, til B.T.s udsendte, 10 minutter før det planlagte træningspas skulle være igangsat kort før middag lokal tid.

Foto: Jerry Lai
Vis mere

I samtalen lagde han ikke skjul på, at han ser frem mod torsdagens kamp.

»Caroline fik med sejren over Yafan Wang en god start på US Open. Nøglen til, at hun også vinder over Danielle Collins, er, at hun er klar fra start,« sagde Piotr Wozniacki.

Det lykkedes også at fange Caroline Wozniacki til en ultrakort snak.

»Alt sammen er lidt hektisk lige nu, hvor jeg venter på en bil, der skal køre mig ud til en omgang indendørstræning. Derfor har jeg ikke så meget at sige om kampen mod Danielle Collins. Men hun plejer at spille aggressivt, ligesom hun gerne vil tage styringen. Så det skal jeg tage mine forholdsregler mod,« nåede Caroline Wozniacki lige akkurat at sige, inden hun sammen med Piotr Wozniacki og hittingpartneren Sameer Kumar kørte væk.

Caroline Wozniackis næste modstander ved US Open, amerikaneren Danielle Collins, i aktion i sin vundne førsterundekamp ved Grand Slam-turneringen i New York mod Polona Hercog.
Caroline Wozniackis næste modstander ved US Open, amerikaneren Danielle Collins, i aktion i sin vundne førsterundekamp ved Grand Slam-turneringen i New York mod Polona Hercog. Foto: Jerry Lai
Vis mere

Der er blandt eksperterne delte meninger om, hvordan Caroline Wozniacki kommer til at klare opgaven mod Danielle Collins.

»Det er efterhånden et stykke tid siden, jeg har set dem i aktion. Men Wozniacki har på grund af skader og sygdom ikke haft et resultatmæssigt stort år. Det har Collins derimod, eftersom hun jo i januar spillede sig frem til semifinalen ved Australian Open. Så det er bestemt en kamp, hvor Wozniacki kan få problemer,« siger Caroline Wozniackis tidligere træner svenskeren Thomas Högstedt, der nu arbejder med russeren Maria Sharapova.

Den britiske journalist Simon Cambers, der følger udviklingen i international kvindetennis tæt, vurderer, at Caroline Wozniackis sejrschancer er fine.

»Danskeren er i grand slam-sammenhæng langt mere rutineret end amerikaneren. Ikke mindst derfor er Wozniacki i mine øjne favorit. Hertil kommer, at Collins er humørspiller. Hun har det indimellem med at råbe højt og har sagt, at en tenniskamp kan sammenlignes med krig. Den ene dag kører det optimalt for hende, mens spillet til andre tider er på det jævne. Men ingen af spillerne har haft en fantastisk sommer. De er røget forholdsvis tidligt ud af de turneringer, de har deltaget i. Så det bliver dagsformen, der bliver afgørende faktor,« mener Simon Cambers.

Caroline Wozniacki og Danielle Collins har mødt hinanden to gange tidligere:

Ved French Open i fjor i Paris blev det til dansk sejr, mens amerikaneren tidligere på året ved WTA-turneringen i Rom vandt første sæt 7-6, hvorefter Wozniacki trak sig på grund af en skade.

Kampen spilles på Arthur Ashe Stadium klokken 1 – dansk tid – natten til fredag.