En stor tenniskarriere er slut. Efter Caroline Wozniackis skuffende tre-sæts-nederlag i grandslam-tennisturneringen Australian Opens tredje runde mod Ons Jabeur kan den 29-årige dansker gøre boet op.

Alt i alt blev det til 30 turneringssejre og en samlet præmieindtægt via sine aktiviteter på WTA Touren på 35,2 mio. US-dollars (cirka 237 mio. danske kroner). Til sidstnævnte kan lægges et betragteligt beløb i form af sponsorindtægter.

B.T. har under Australian Open mødt hendes danske rådgiver Mikkel Nissen, der på spørgsmålet om, hvorvidt hun har været pengene værd, er leveringsdygtig i dette svar:

»Jeg kommenterer aldrig på Carolines økonomi eller beløb. Men uanset hvad hun har indtjent, har hun været alle pengene værd. Hver en krone. Det er altid markedet, der bestemmer beløbenes størrelse.«

Mikkel Nissen, i midten, sammen med Caroline Wozniacki ved et pressemøde i Danmark.
Mikkel Nissen, i midten, sammen med Caroline Wozniacki ved et pressemøde i Danmark. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hvordan har du det personligt med, at Caroline Wozniacki har besluttet sig for at lægge ketcheren på hylden nu?
»Jeg synes, det er den perfekte afslutning og timing. Hun slutter helt på toppen, hvor hun hører til. Hun har givet alt og opnået alt, og hun har nu andre ting og drømme, hun gerne vil forfølge.«

Tror du, det er helt udelukket, at hun på et tidspunkt kunne finde på at gøre comeback på tennisbanen?
»Ja, det tror jeg. Men som hun selv siger, skal man aldrig sige aldrig her i livet.«

Hvilket sportsligt og menneskeligt aftryk mener du, hun har sat nationalt og internationalt?
»Jeg mener, at det hun har opnået er helt ubeskriveligt stort. Det bliver simpelthen ikke større. Hun er en international megastjerne.«

Er hun efter din mening 'Danmarks største idrætsudøver nogensinde'?
»Ja, efter min overbevisning er hun uden sammenligning den klart største idrætsudøver og stjerne Danmark nogensinde har haft.«

Caroline Wozniacki vandt i 2018 damesinglefinalen ved grandslam-tennisturneringen Australian Open i Melbourne.
Caroline Wozniacki vandt i 2018 damesinglefinalen ved grandslam-tennisturneringen Australian Open i Melbourne. Foto: WILLIAM WEST
Vis mere

Du har været hendes rådgiver i 15 år. Hvordan har samarbejdet fungeret?
»Det har været et kæmpe privilegie at arbejde med en så professionel, målrettet og fantastisk atlet. Og så er hun en virkelig god ven, der bekymrer sig om andre. Jeg er hende dybt taknemmelig for at have været med på hele rejsen. Hun er en superstjerne både på og udenfor banen.«

Tror du at I vil holde forbindelsen vedlige?
»Ja, det er der ingen tvivl om, at der stadig er kommercielle projekter i fremtiden, og så er det et tæt venskab, som vi helt sikkert vil pleje i fremtiden. Både med hende og David.«

Caroline har nogle kontrakter med blandt andre Rolex, Babolat og Adidas. Ophører disse nu?
»Nej, de ophører ikke. Så hun vil efter sin aktive karriere stadig indkassere en del penge gennem de sponsoraftaler, hun gennem årene har indgået.«

Vil samarbejdet med det fransk-amerikanske managementfirma Lagardere fortsætte, når hendes kontrakt med dem udløber ved årets udløb?
»Det er ikke besluttet endnu.«

Caroline Wozniacki sammen med sin amerikanske mand David Lee.
Caroline Wozniacki sammen med sin amerikanske mand David Lee. Foto: EZRA SHAW
Vis mere

Hvad kan du forestille dig, at hun vil få resten af sit liv til at gå med?
»Hun vil pleje sin familie og David og helt sikkert have mange nye spændende ting og projekter kørende. Hun har et utroligt drive, og jeg er sikker på, hun vil bruge det uden for tennisbanen. Hun vil finde nye mål og drømme og vil helt sikkert have ambitioner om at være den bedste til de ting, hun giver sig i kast med.«

Mon man i tennisverdenen fremadrettet kommer til at se hende i andre roller eller forestiller du dig, at hun aldrig vil besøge et tennisanlæg igen?
»Jeg er sikker på, hun vil besøge et tennisanlæg igen, men i hvilken rolle det bliver, ved jeg ikke endnu.«