Efter Australian Open er det slut.

Sådan sagde Caroline Wozniacki tidligere på måneden omkring sin professionelle karriere som tennisspiller.

Men danskeren kan nå at tjene rigtig mange penge ved den australske grand slam-turnering, der har flere præmiepenge end nogensinde før.

Sådan skriver Australian Open selv, og beløbet er nemlig næsten syv millioner amerikanske dollar højere end i 2019.

Caroline Wozniacki vandt Australian Open i 2018.
Caroline Wozniacki vandt Australian Open i 2018. Foto: GREG WOOD
Vis mere

Således skal der i alt fordeles godt 331 millioner kroner mellem deltagerne ved årets første grand slam, hvilket er rekordmeget.

Det svarer til en stigning på 13,6 procent i forhold til året før, skriver tennisturneringen.

Dermed kan Wozniacki se frem til at tjene hele 19,23 millioner kroner, hvis hun vinder i Melbourne.

Det er dog 'kun' knap 100.000 kroner mere, end hvad vinderen vandt i 2019.

Wozniacki jubler efter semifinalesejren mod Elise Mertens i 2018.
Wozniacki jubler efter semifinalesejren mod Elise Mertens i 2018. Foto: TRACEY NEARMY
Vis mere

Stigningen kommer dog mest til at gavne de spillere, der ryger tidligt ud i turneringen. Bliver Wozniacki slået ud i første runde, kan hun se frem til cirka 420.000 kroner.

Det er 20 procent mere, end hvad en spiller tjente ved en tilsvarende præstation i 2019-udgaven.

Da Caroline Wozniacki vandt Australian Open i 2018, vandt hun i omegnen af 18,6 millioner kroner i præmiepenge.

Over de sidste fem år er puljen af præmiepenge til turneringen steget mere end 60 procent.