Sejren var helt og aldeles fortjent.

Det er det første, en smilende træner og far slår fast, efter Caroline Wozniackis sejr i to sæt over svenske Johanna Larsson ved Australian Open.

»Igen i dag var det et meget godt niveau. Caroline holder fast fra første kamp og var solid i sit spil,« siger Piotr Wozniacki umiddelbart efter kampen.

»Hun vandt helt fortjent.«

Wozniacki kom lidt tøvende fra start, men rettede hurtigt op og besejrede den useedede svensker med cifrene 6-1, 6-3 i en kamp, der varede lige over en time.

Wozniacki og Larsson havde inden onsdagens kamp aldrig før stået over for hinanden. Svenskeren ligger nummer 77 på verdensranglisten. Til sammenligning er Wozniacki nummer tre.

Selv om datteren under kampen virkede utilfreds med sine returneringer, ser faren dog anderledes positive takter i kampen.

»En gang imellem tænker hun for meget. Hun skal bare fokusere på timing. Og hun får udnyttet alle de chancer, hun fik,« siger Piotr Wozniacki.

»Hun laver ikke dumme fejl, hun løber godt og placerer sig rigtigt på banen. Det er fin tennis. Vi er ved rigtig godt mod.«

Det gode humør skal gøre godt i tredje runde, der spilles fredag. Her skal Wozniacki op mod enten russiske Maria Sharapova eller Rebecca Peterson fra Sverige. De to spiller senere onsdag.

Og ifølge Piotr Wozniacki er de forberedt på begge spillere. Selv tror han dog, at det kan ende i en ny svensk duel.

»Man skal ikke undervurdere Peterson. Jeg har set hende spille mod Caroline, og selv om Caroline vandt, var det et rigtigt højt niveau.«

Wozniacki og Peterson mødte hinanden ved første runde af China Open i marts sidste år. Her vandt danskeren 6-4, 6-1.

»Sharapova kommer til at arbejde hårdt for det. Uanset hvad er vi helt klar til tredje runde,« siger Piotr Wozniacki.

/ritzau/