Piotr Wozniacki fortalte under US Open til B.T, at Caroline Wozniacki ikke ville stille op i næste uges WTA-turnering i Tokyo, men nu har hun valgt at ændre i sin turneringsplan og stiller derfor alligevel op til et titelforsvar i Japan.

Det bekræfter Piotr Wozniacki til TV2 SPORT, og samtidig oplyses det fra turneringsledelsen, at Caroline Wozniacki er blevet tildelt et wildcard til turneringen.

»Caroline har brug for nogle kampe frem mod Wuhan og Beijing, og så skal hun samtidig sikre sin plads i Singapore (sæsonfinalen, red.),« siger Piotr Wozniacki.

Meldingen fra faderen og træneren til Caroline Wozniacki var dog ellers en helt anden efter danskerens exit ved US Open for tre uger siden.

Her sagde Piotr Wozniacki således til B.T.:

»Efter US Open kommer hun kun til at spille tre turneringer mere i 2018. Det bliver i Wuhan, Beijing og Singapore. Til gengæld stiller hun i modsætning til sidste år hverken op i Tokyo eller Hong Kong.«

Caroline Wozniacki har tidligere haft stor succes med netop den japanske WTA-turnering Toray Pan Pacific Open.

Hun har vundet turneringen de to seneste år, mens hun også triumferede i turneringen tilbage i 2010.