Den tidligere grand slam-vinder Mats Wilander har i optakten til US Open været hård i sin kritik af Caroline Wozniacki.

»Hun har de seneste 10-12 år haft succes med sin egen, specielle spillestil. Men hun har ikke videreudviklet den, og derfor er hun blevet overhalet af flere konkurrenter,« har han sagt i en snak med internationale tennisjournalister.

Nu tager Caroline Wozniackis far og træner, Piotr Wozniacki, til genmæle.

»Jeg har stor respekt for Wilander, der var en stor champion. Men jeg er ikke enig. Alle på WTA Touren spiller i dag moderne tennis. Det er slet ikke mere som i gamle dage,« siger Piotr Wozniacki til B.T.'s udsendte i New York.

Caroline Wozniacki får gode råd af sin far og træner, Piotr Wozniacki, under en kamp.
Caroline Wozniacki får gode råd af sin far og træner, Piotr Wozniacki, under en kamp. Foto: MATTHEW STOCKMAN
Vis mere

Her skal Caroline Wozniacki tirsdag aften i damesinglerækkens første runde ved US Open i New York møde kineseren Yafan Wang.

»Caroline skal forsøge at tage initiativet mod en modstander, der kan have en tendens til at spille en smule mekanisk,« siger han.

Det er indiskutabelt, at Caroline Wozniackis sæson indtil videre har været skuffende. For det første har hun været en del skadesplaget, og for det andet har hun endnu ikke vundet en turneringssejr. Alligevel ser han optimistisk på sin datters øjeblikkelige form.

»Den er fin og hun er glad. Hun har de seneste dage spillet fornuftigt under træning. Så hun er klar på den måde, hun kan blive på,« siger Piotr Wozniacki.