Caroline Wozniacki har fundet sig et nyt talent.

Det indebærer en ketsjer, men en virtuel en. For danskeren er i skrivende stund med i Mutua Madrid Open - En turnering, der i år afholdes på Playstation og ikke i virkeligheden grundet corona-virus.

Her har hun fået en flyvende start med to sejre i ligeså mange kampe.

»Jeg har ikke lavet noget siden januar. Jeg har ikke set skyggen af mine ketsjere, jeg har ikke spillet tennis. Så jeg er frisk, det er sikkert. Jeg har masser af energi til at spille,« siger hun ifølge WTAs hjemmeside.

16 spillere dyster i kvindernes turnering (16 mænd har deres egen), hvor spillerne er inddelt i fire grupper af fire spillere. Danskeren har allerede lagt sig i spidsen af sin.

Hun besejrede franske Kristina Mladenovic 4-2 i første kamp, hvorefter hun ikke gav Bianca Andreescu en chance og vandt 3-0 i kamp nummer to. Begge kampe blev spillet mandag.

Sidste spiller i gruppen er Madison Keys, som Caroline Wozniacki skal møde tirsdag efter klokken 20.

Turneringen varer til og med den 30. april, og der står halvanden million kroner på spil til hver af vinderne (i henholdsvis herre- og kvindeturneringen), der derefter skal donere pengene til velgørenhed.