Har Caroline Wozniacki siden sidste sæson ikke tabt sig, og er hun i forbindelse med den leddegigt-sygdom, hun i sensommeren 2018 fik diagnosticeret, blevet en smule mindre muskuløs?

Det er der de seneste dage i Melbourne Park, hvor Grand Slam-tennisturneringen Australian Open i disse dage afvikles, blevet talt en del om.

B.T.s udsendte bad hende efter sejren i andenrundekampen på 6-1, 6-3 over Johanna Larsson om en kommentar.

»Jeg har hørt det fra flere personer. Men jeg synes det ikke. Kilomæssigt vejer jeg altså nogenlunde det samme som altid,« sagde Caroline Wozniacki, der ifølge WTA's hjemmeside oppebærer en vægt 63 kilo.

Sådan så Caroline Wozniacki ud, da hun onsdag ved Australian Open besejrede svenskeren Johanna Larsson.
Sådan så Caroline Wozniacki ud, da hun onsdag ved Australian Open besejrede svenskeren Johanna Larsson. Foto: ADNAN ABIDI
Vis mere

Sådan så Caroline Wozniacki ud for et år siden, hvor hun vandt Australian Open.
Sådan så Caroline Wozniacki ud for et år siden, hvor hun vandt Australian Open. Foto: GREG WOOD
Vis mere

På spørgsmålet om hvorvidt hun fra sidste kamp i efteråret ved sæsonfinalen i Singapore til sæsonpremieren ved 'ASB Classic' i New Zealand for 14 dage siden har gjort noget ekstra for at holde vægten, var svaret ligeledes benægtende.

»Ikke rigtigt. Jeg tror bare, at jeg har trænet hårdt og forsøgt at komme i så god form som muligt,« sagde Caroline Wozniacki, hvis månedlange pre-season i december foregik i Miami.

Efter den stensikre sejr over Johanna Larsson blev hun ved det internationale pressemøde kun stillet et enkelt spørgsmål, hvilket er meget usædvanligt, da hun som bekendt stiller op som forsvarende mester.

»Det er ikke første gang, jeg har deltaget ved et pressemøde af så kort varighed. Men det er kun rart,« sagde hun.

Foto: MARK DADSWELL
Vis mere

Er du tilfreds med præstationen mod Johanna Larsson?
»Helt bestemt. Jeg gik fra begyndelsen ind og spillede aggressivt. Det betød, at hun ikke fik tid til at udføre sine slag. I andet sæt kommer hun bedre med, men generelt synes jeg, at jeg fik de fleste af mine servepartier nemt. Hun er jo en glimrende spiller. Ved US Open sidste år havde hun eksempelvis en tæt kamp mod Kerber. Hun har slagene, flugtningerne og serven. Så det var vigtigt, at jeg gik ind og tog teten fra start.«

Hvilken følelse sidder du med efter kampen?
»Generelt synes jeg, at jeg spillede godt fra baglinjen, og jeg fik også en masse returneringer ind, men jeg ville gerne have været en smule mere aggressiv i nogle af duellerne.«

Hvad betyder det for dig, at det danske fodboldlandsholds tidligere målmand Thomas Sørensen bakker dig op fra tilskuerpladserne?
»Sammen med sin familie har han støttet mig i mange år, så det er kun hyggeligt.«

Som forsvarende mester har du ikke færre end 2.000 verdensranglistepoint på spil. Er det et faktum, du tænker på?
»Alle deltagere kan i princippet vinde så mange point. Det handler bare om at gøre det så godt som muligt.«

Foto: PAUL CROCK
Vis mere

I øjeblikket ligger du nummer tre på verdensranglisten i damesingle. Har du i den retning sat dig et mål for 2019?

»Overhovedet ikke. Lige nu fokuserer jeg kun på Australian Open, og det er det.«

Har du nogen forklaring på, hvorfor det kun er Kiki Bertens, der blandt de bedst seedede, er røget ud?

»Det handler blandt andet om, at nogle af de bedste, der i en periode har været skadet, nu igen er seedede. Men ellers har det også noget at gøre med, hvordan match-up lige passer.«

Caroline Wozniackis far og træner, Piotr Wozniacki, var også fint tilfreds med avancementet til tredje runde, hvor det onsdag eftermiddag dansk tid blev afgjort, at hun får russisk modstand i form af Maria Sharapova, der i sin andenrundekamp besejrede Rebecca Peterson.

»Igen i dag var det et meget godt niveau. Caroline holder fast fra første parti og var solid i sit spil. Sejren var helt fortjent,« sagde Piotr Wozniacki.

Selvom Caroline Wozniacki i andet sæt virkede en smule utilfreds med sine returneringer, ser han positivt på tingene:

»En gang imellem tænker hun for meget. Hun skal bare fokusere på timing. Og hun får udnyttet alle de chancer, hun fik. Jeg synes ikke, hun laver dumme fejl. Tværtimod løber hun godt og placerer sig rigtigt på banen. Det er fin tennis. Vi er ved rigtig godt mod.«