Torsdag tog Caroline Wozniacki hul på sit sidste år i 20'erne.

Og det betød fejring af danskeren ved Como-søen i Italien, afslører hun selv på Instagram, hvor hun står med en stor buket røde roser i favnen.

Fødselsdagen har da også betydet mange hilsener til Wozniacki, og en af dem kommer selvfølgelig fra manden, David Lee.

'Tillykke med fødselsdagen, wifey (kone, red.). Tak, fordi du giver mig det her store smil hver eneste dag. Jeg elsker dig, og lad os have den bedste dag, mens vi fejrer dig,' skriver han i et opslag på Instagram, som kan ses i bunden af artiklen.

At han kan kalde Caroline Wozniacki for sin kone, er forholdsvis nyt, for parret blev gift i Italien den 15. juni i år ved et storstilet bryllup i Toscana.

Og David Lee er ikke den eneste, der har valgt at hylde den danske tennisstjerne i anledningen af hendes 29-års fødselsdag.

På Caroline Wozniackis eget opslag har veninden og tennisstjernen Serena Williams skrevet en lille hilsen, hvor hun på kærlig vis understreger, at selvom Caroline Wozniacki fylder 29 år, er hun 'stadig en baby'.

Også storebror Patrik Wozniacki har på sin egen profil skrevet en rørende hilsen til sin lillesøster i anledning af fødselsdagen.

'Tillykke med fødselsdagen. Jeg elsker dig af hele mit hjerte, og jeg håber, du får en dejlig dag sammen med David. Du er en stor inspiration for mig, og jeg ser op til dig hver dag,' skriver han.

Tidligere på måneden fortalte han til B.T., hvordan de to lige nu har et forhold, der er bedre, end det har været rigtig længe.

»På grund af min søn snakker vi stort set dagligt gennem Facetime,« fortalte Patrik Wozniacki i forbindelse med årets Wimbledon-turnering, hvor han i år ikke boede i et lejet hus sammen med resten af Wozniacki-teamet.

Caroline Wozniacki røg ud i tredje af årets Wimbledon og meddelte efterfølgende, at hun ville tage en pause på en måneds tid fra turneringer.