Smask. Smask.

Caroline Wozniacki er sikkert videre til tredje runde ved Australian Open.

Det gik ud over svenske Johanna Larsson, der næppe vil huske tilbage på de to spilleres første indbyrdes møde med glæde.

Bare lidt over en time tog det for Caroline Wozniacki at vinde i to overbevisende sæt: 6-1, 6-3.

Og der var på intet tidspunkt gennem de 66 minutter tvivl om, hvordan kampen ville ende.

Den danske, forsvarende mester dominerede som i første runde igen stort, og hun har endnu ikke afgivet sæt i sit titelforsvar.

Endnu er det ikke afgjort, hvem der bliver modstanderen i næste runde. Det sker første senere i dag, når svenske Rebecca Larsson og russiske Maria Sharapova skal spille deres 2. runde-kamp.

Men som Caroline Wozniacki sagde på Margarat Court-banen efter sin sejr over Johanna Larsson:

»Det gør ikke en forskel, hvem jeg møder. Jeg vil bare spille mit bedste i næste kamp. Hvis jeg spiller op til mit bedste, bliver jeg svær at slå - og ellers er de bare for gode,« lød det fra den selvsikre dansker.

Og det havde hun god grund til at være.

Hun brød allerede Johanna Larssons allerførste serveparti, og så var kursen sat mod dansk sejr i det skandinaviske opgør.

Caroline Wozniacki holdt det høje niveau hele kampen. En god forhånd blev afløst af en god baghånd, en god serv, en sikker flugter ved nettet.

Foto: PAUL CROCK
Vis mere

Johanna Larsson løb og løb.

Men den svenske modstander havde simpelthen ikke noget modtræk til den velsmurte maskine hos sidste års vinder af turneringen, og kampen sluttede også med et brudt serveparti.

»Come on,« brølede Caroline Wozniacki, da hun sendte den afgørende baghånd ned ad linjen.

Ja, bare kom med næste runde.

Genoplev kampen i LIVE-bloggen herunder: