Hun var i fuld gang med karrieren, da det pludselig begyndte. Smerterne i kroppen. I skuldrene, albuerne, hænderne, fødderne. Hun kunne knap børste sit hår.

»Efter Wimbledon i sommeren 2018, følte jeg, at jeg var blevet ramt af en hård omgang influenza. Jeg trak mig endda fra kampe på grund af det. Mine knoer gjorde ondt, og jeg havde det elendigt.«

Sådan fortæller Caroline Wozniacki i anledning af, at hun netop har været med til at lancere 'Advantage Hers'. En kampagne, der skal sætte fokus på kvinder, der er ramt af en kronisk sygdom.

Som bekendt fik den danske tennisstjerne for et par år siden konstateret leddegigt, men at nå til det punkt tog sin tid.

»Et øjeblik, der virkelig ramte, var, at jeg vågnede i sengen og sagde til min kæreste (David Lee, red.), at jeg ikke kunne bevæge mig. Jeg kunne fysisk ikke bevæge mig. Han måtte hjælpe mig og bære mig ud i bilen den dag. Selv der tror jeg ikke, min familie forstod, hvad jeg gennemgik,« siger Caroline Wozniacki, der havde vundet Australian Open i januar det år, og fortsætter:

»Efter det gik jeg til flere læger. De sagde, jeg var ude af form, måske var jeg gravid og deprimeret. At få at vide, at jeg, som en af de højest rangerede tennisspillere i verden med en karriere, der peakede, skulle være ude af form, var vanvittigt. Jeg var så vred over, at ingen troede på mig, når jeg af alle mennesker kendte min krop bedst,« siger Caroline Wozniacki.

Siden fandt hun dog frem til en reumatolog, der gav hende diagnosen. Noget, der hjalp hende meget, og i oktober 2018 fortalte hun offentligheden om det.

Det skete, efter hun røg ud efter tredje kamp ved sæsonfinalen i Singapore.

Netop det at tale åbent om det har hjulpet, fortæller Caroline Wozniacki, der har fået støtte fra kvinder i hele verden, der også lider af kroniske sygdomme.

Noget, der har givet meget, for selv om hun har fået støtte fra tennisverdenen også, er der mange, der ikke kan sætte sig helt ind i det, hun gik igennem.

»Og derfor vil jeg give noget tilbage til jer allesammen og arbejde på, at vi kan få fordelene ud af vores sygdomme – en lille sejr ad gangen,« siger Caroline Wozniacki, der fortæller, at der de næste mange måneder vil komme meget mere fra hende, hvad angår kampagner om kroniske sygdomme.

Caroline Wozniacki stoppede sin karriere efter årets Australian Open, fordi hun følte, det var tid til at jagte andre eventyr end dem på tennisbanen.