Lørdag 15. juni blev Caroline Wozniacki gift med amerikaneren David Lee i Italien.

Straks efter forlød det, at den danske tennisspiller havde fået skrevet den tidligere basketballspillers efternavn ind i sin navneattest.

På mandag aftens pressemøde efter sit avancement til Wimbledons anden runde i damesingle i den skadesafbrudte kamp mod spanieren Sara Sorribes Tormo dementerede den danske tennisspiller imidlertid denne historie.

»Det har jeg ikke endnu,« svarede hun på B.T.'s spørgsmål om, hvorvidt Lee efter brylluppet var blevet tilføjet hendes navn.

Foto: TONY O'BRIEN
Vis mere

Er det meningen, at du på et tidspunkt skal hedde Lee til efternavn?
»Det ved jeg ikke. Det får vi se.«

Men det kan altså godt være, det kommer til at ske?
»
Det udelukker jeg ikke.«

Caroline Wozniacki var en anelse mere snakkesalig om sit bryllup.

»Det var en kæmpe oplevelse og mægtig sjovt. Nok den bedste uge i mit liv. Alt gik, som det skulle,« sagde Caroline Wozniacki.

I sin kamp mod Sara Sorribes Tormo fik hun en helt igennem frygtelig start.

Hun kom bagud 0-4,og først efter 29 minutters spil lykkedes det for hende at vinde et parti.

»Banen var meget langsommere end dem, vi har trænet på. Så det var ekstremt svært at slå igennem den. Ved 0-4 tænkte jeg, at jeg fra nu af skulle undgå at lave fejl,« sagde Caroline Wozniacki.

Taktikken lykkedes, eftersom hun vandt de følgende fem partier.

Sara Sorribes Tormo behandles for en rygskade i Wimbledon-kampen mod Caroline Wozniacki.
Sara Sorribes Tormo behandles for en rygskade i Wimbledon-kampen mod Caroline Wozniacki. Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA
Vis mere

Derefter valgte Sara Sorribes Tormo ved stillingen 0-40 i eget serveparti at trække sig på grund af den rygskade, hun umiddelbart forinden var blevet behandlet for.

Hvordan er det at vinde en kamp, som modstanderen ikke er i stand til at fuldføre?
»En vunden kamp er en vunden kamp. Jeg er videre. Det er det, det handler om,« sagde Caroline Wozniacki.

Hun havde det fint med, at kronprins Frederik heppede med fra sidelinjen.

»Det betyder rigtig meget, at han bakker op. Jeg har spillet for Danmark hele mit liv, og han har støttet mig, fra jeg var hel ung. Da jeg var 12 år, var jeg inviteret ind til Amalienborg for at modtage en pris af ham. Det er fedt, at han støtter op, og at han elsker sport så meget,« sagde Caroline Wozniacki, der spiller igen på onsdag mod russeren Veronika Kudermetova.