Bliver US Open, der indledes mandag i New York, sidste gang man kommer til at se Caroline Wozniacki i aktion ved en Grand Slam-tennisturnering?
B.T. har op til det store event, der er sæsonens fjerde og sidste af slagsen, stillet spørgsmålet til Mikkel Nissen, der sammen med franskmanden Julien Cassaigne er ansat som hendes agent.
Her er hans svar:
»Caroline bliver ved så længe, hun er motiveret og sulten på at vinde titler. Hvor længe det bliver, ved kun Caroline.«
Og hvad så med næste år, hvor hendes kontrakt med sportsmanagementfirmaet Lagardére udløber, og hvor hun har mulighed for at repræsentere Danmark ved både Fed Cup og OL?
»Det vides ikke endnu. Vi har løbende kontakt med forbundet (DTF, red.), men der er ingen endelig afklaring,« siger Mikkel Nissen.
Han har siden Caroline Wozniackis prof-debut i 2005 været en del af teamet omkring hende.
I sin egenskab af jurist og direktør i det danske sportsmanagementfirma Nordic Sports Group, der rådgiver professionelle fodboldspillere som Jens Stryger Larsen og Mike Jensen, har han blandt andet taget sig af hendes sponsoraftaler med e-Boks og State.
»Samarbejdet har fungeret helt fantastisk, og det vil også fortsætte, efter hun på et tidspunkt har lagt ketsjeren på hylden. Jeg vil betegne vores relation som et både livslangt samarbejde og nært venskab,« siger Mikkel Nissen.
Det er ikke gået hans næse forbi, at Caroline Wozniackis 2019-sæson har været skuffende.
Ved årets begyndelse lå hun nummer tre på verdensranglisten, hvor hun ved seneste opdatering i mandags var røget ned på en 19. plads.
Med mindre Caroline Wozniacki ved sæsonens sidste tre turneringer - i New York, Wuhan og Beijing - formår at levere topresultater, ligger hun til at ryge endnu længere nedad.
På verdensranglisten Porsche Race to Shenzhen, der blot medtager indeværende kalenderårs resultater, er hun i øjeblikket nummer 54.
»Caroline har været meget meget uheldig med skader i år. Det har været umuligt at få den nødvendige trænings-, kamp- og turneringsrytme. Hun har måttet kæmpe en hård kamp med skaderne i år. Ud fra de omstændigheder er det vanskeligt at bedømme sæsonen,« siger Mikkel Nissen.
Efter juli måneds Wimbledon-turnering har Caroline Wozniacki blot deltaget i to turneringer. Mens hun i Toronto nåede anden runde, tabte hun sin første kamp i Cincinnati.
Efterfølgende udtalte hendes bror, Patrik Wozniacki, der er ansat som tenniskommentator på TV 2, at hun i øjeblikket mangler selvtillid.
Ifølge Mikkel Nissen er man i teamet omkring Caroline Wozniacki dog ikke helt enig i den vurdering.
»Hun er mentalt stærk og hviler ekstremt meget i sig selv. Hun ved udmærket godt, at så snart hun ikke længere er forfulgt af skader og dermed i en længere periode får den rigtige træningsmængde og det rette turneringsflow, kommer topresultaterne helt automatisk. Det har hun bevist et utal af gange før i karrieren. Det er hverken hun eller teamet i tvivl om,« siger Mikkel Nissen.
Selvom Caroline Wozniacki i 2019 blot har vundet 14 af 26 kampe på WTA Touren og derfor 'kun' har indkasseret omkring en halv million dollars i præmiepenge siden nytår, ligger hun ifølge det anerkendte amerikanske erhvervsmagasin Forbes nummer seks på pengelisten over kvindelige idrætsudøvere.
Det skyldes, at hun nu tjener flere penge på sponsorater end præmiepenge.
B.T. har spurgt Mikkel Nissen, om han er enig i vurderingen.
»Jeg kommenterer aldrig på Carolines økonomiske forhold,« siger han.
Han er en anelse mere snakkesalig om Caroline Wozniackis nærmeste fremtid, hvad angår kommende sponsoraftaler.
»Der er noget på vej, men det er ikke endelig afklaret endnu, så offentliggørelsestidspunkt kendes ikke,« lyder Mikkel Nissens slutreplik.
I første runde ved US Open skal Caroline Wozniacki, der er 19. seedet, møde verdensranglistens nummer 50, Yafan Wang, fra Kina. Vinder danskeren denne kamp, skal hun i anden runde duellere mod enten Danielle Collins, USA eller Polona Hercog, Slovenien.