Caroline Wozniackis velbesøgte pressemøde forud for hendes afskedsturnering, Australian Open i Melbourne, endte i smil og latter.

Straks efter alverdens tennisjournalister havde haft mulighed for at stille hende nærgående spørgsmål af sportslig karakter, gik en otte-årig australsk dreng, som arrangørerne på grund af et Kids Day-arrangement havde givet adgang, i kødet på hende.

Alt imens kameraerne snurrede, ville han kort og godt høre, hvad hendes favoritgave fra julemanden Santa er.

»Åh, det er et godt spørgsmål. Lad mig tænke over, hvad jeg fik i gave sidst. Her modtog jeg en popcorn-maskine, da jeg elsker popcorn. Det var en meget fin gave og bestemt en af mine favorit-ting,« sagde veloplagte Caroline Wozniacki med et stort grin.

Caroline Wozniacki svarede på spørgsmål ved et pressemøde lørdag i Melbourne forud for Australian Open, der bliver hendes sidste turnering i karrieren.
Caroline Wozniacki svarede på spørgsmål ved et pressemøde lørdag i Melbourne forud for Australian Open, der bliver hendes sidste turnering i karrieren. Foto: MANAN VATSYAYANA
Vis mere

Australian Open, der indledes mandag i Melbourne, er 29-årige Caroline Wozniackis sidste på højeste internationale niveau.

»Indtil videre føler jeg ikke, at denne turnering er så meget anderledes end de mange andre, jeg har deltaget i. Jeg nyder at være her, og jeg har den seneste uges tid haft nogle gode træningssessioner,« sagde Caroline Wozniacki og tilføjede:

»Jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at forberede mig så godt som muligt til denne turnering, så håber på det bedste.«

Hvilke tanker tror du, vil fare igennem dit hoved, når sidste duel er afgjort?
»Det er jo ikke en situation, jeg nogensinde tidligere har stået i. Derfor er det svært at svare på. Indtil videre er jeg rolig og nyder situationen. Jeg har min familie her, hvilket er fantastisk. Men jeg kan sagtens forestille mig, det bliver lidt følelsesladet. Når kampdagen kommer, kommer det sikkert til at føles lidt anderledes, fordi man aldrig ved, om det er ens sidste kamp, eller om man når hele vejen til finalen.«

Caroline Wozniacki svarede på spørgsmål ved et pressemøde lørdag i Melbourne forud for Australian Open, der bliver hendes sidste turnering i karrieren.
Caroline Wozniacki svarede på spørgsmål ved et pressemøde lørdag i Melbourne forud for Australian Open, der bliver hendes sidste turnering i karrieren. Foto: STRINGER
Vis mere

Hvorfor har du besluttet dig for, at det er nu, at din tenniskarriere skal indstilles?
»Jeg har gjort mig masser af tanker om det gennem længere tid. Jeg kiggede bare på mit liv, på min karriere – og det føltes rigtigt. Af flere årsager. Jeg elsker sporten, jeg elsker alt det, den har givet mig, jeg elsker at konkurrere, men jeg er klar til at starte et nyt kapitel i mit liv. Fremadrettet er det stadig min intention at arbejde stenhårdt. Men det bliver uden for tennissporten.«

Kan man forestille sig, at du på et tidspunkt beslutter dig for at gøre comeback?
»Jeg elsker tennissporten og synes selv, at jeg besidder et stort konkurrence-gen. Mit svar her og nu er et 'nej'. Imidlertid ved man aldrig helt, hvad livet bringer. Så man skal aldrig helt sige aldrig.«

Er der ting i din tenniskarriere, du set i bakspejlet ville ønske, var blevet grebet anderledes an?
»Der er ingen beslutninger, jeg fortryder. Undervejs har jeg arbejdet hårdt for sagen. Ærlig talt føler jeg, at jeg har ofret mig maksimalt i at nå de mål, jeg satte mig. Det er ikke mindst derfor, jeg ser tilbage på en karriere, som jeg er stolt over.«

Caroline Wozniacki svarede på spørgsmål ved et pressemøde lørdag i Melbourne forud for Australian Open, der bliver hendes sidste turnering i karrieren.
Caroline Wozniacki svarede på spørgsmål ved et pressemøde lørdag i Melbourne forud for Australian Open, der bliver hendes sidste turnering i karrieren. Foto: STRINGER
Vis mere

Hvordan har din hjerteveninde Serena Williams reageret på din beslutning?
»Hun har støttet mig. Jeg synes, det var fantastisk, at vi spillede damedouble sammen i sidste uge (i Auckland, red.). Det er noget af det mest sjove, jeg har oplevet på en tennisbane. Jeg er så glad for, at jeg nåede at spille sammen med hende, inden min karriere slutter.«

Hvad betyder det for dig, at du nåede at vinde en grand slam-turnering?
»Selvfølgelig synes jeg, det er dejligt, at jeg også nåede at vinde en titel af den kaliber. Men var det ikke sket, ville jeg under alle omstændigheder have været stolt over min karriere.«

Hvilke fremtidsplaner har du?
»På et tidspunkt har jeg sagt til min mand (David Lee, red.), at jeg straks efter karrierestoppet vil slappe af og rejse til nogle spændende steder. Sådan kommer tingene dog ikke helt til at spænde af. Frem til forsommeren får jeg nemlig mere travlt, end jeg har haft, mens jeg har været aktiv på WTA Touren. Hvad det helt præcist drejer sig om, kan jeg ikke udtale mig om endnu. Men der ligger et par spændende projekter og venter. Blandt andet et uddannelsesprogram inden for den leddegigt-sygdom, jeg er ramt af.«

Caroline Wozniackis førsterundekamp mod amerikaneren Kristie Ahn er programsat til at blive spillet mandag.