Sam Groth er ikke over imponeret af Serena Williams.

»Det er skammeligt og ser ikke godt ud for sporten,« lyder det fra den tidligere tennisspiller.

Han kritiserer den amerikanske tennisstjerne for hendes optræden på et pressemøde lige inden Wimbledon.

Her bliver Serena Williams spurgt ind til konkurrenten Ashleigh Barty og hendes status som nummer et på verdensranglisten.

Serena Williams på det omtalte pressemøde.
Serena Williams på det omtalte pressemøde. Foto: AELTC/Florian Eisele
Vis mere

Og så er det, at Serena Williams bliver fuldstændigt overrasket og reagerer med et 'oh'. Hun indrømmer efterfølgende, at hun ikke vidste, at Ashleigh Barty er verdensetter.

Men den er god nok. Den australske tennisspiller blev for første gang nummer et på verdensranglisten 24. juni, og hun er det stadig. Australieren er såmænd også topseedet ved igangværende Wimbledon, hvor Serena Williams altså også er med.

Og det får Sam Groth til at tordne i en klumme hos The Herald Sun.

»Du er en af de mest kendte sportsfolk på planeten, og du aner ikke, hvem der er nummer et i din egen sport?« lyder det fra Sam Groth (der også er australier).

Sam Groth retter en hård kritik mod Serena Williams.
Sam Groth retter en hård kritik mod Serena Williams. Foto: PATRICK HAMILTON
Vis mere

Han kritiserer Serena Williams yderligere:

»Hun har ikke gjort det samme for kvindetennis, som andre har gjort for herretennis. Det hele handler om Serena-brandet og ikke om tennis-brandet,« vurderer Sam Groth:

»Jeg synes i det hele taget ikke, at Ash har fået nok anerkendelse for det, hun har opnået i de seneste uger, men som værende et af de største navne i tennis er det, Serena sagde, ret usselt.«

Det skal dog tilføjes, at Serena Williams på det pågældende pressemøde efterfølgende roste Ashleigh Barty – efter et overrasket 'wow'.

Ashleigh Barty er sin første kamp ved Wimbledon i år.
Ashleigh Barty er sin første kamp ved Wimbledon i år. Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

»Jeg tror ikke, nogen har noget negativt at sige om hende. Hun er den sødeste pige på Touren. Hun spiller det smukkeste spil, klassiske slag. Hun gør alt rigtigt, og hendes teknik er nærmest fejlfri. Jeg er selvfølgelig glad på hendes vegne. Det er godt for hende,« sagde Serena Williams, der selv har ligget nummer et på verdensranglisten i 319 uger, dog ikke siden april 2017, hvor hun gik på barsel.

I øjeblikket er Serena Williams nummer 10 i verden.

Ashleigh Barty spiller torsdag sin andenrunde-kamp ved Wimbledon, hvor modstanderen er belgiske Alison van Uytvanck.

Også Serena Williams spiller torsdag sin anden kamp, mod slovenske Kaja Juvan.