Caroline Wozniacki kan komme til at stå overfor ukraineren Elina Svitolina ved WTA Finals i Singapore, der spilles fra søndag.

Det skriver kvindernes tennisforbund (WTA) på sin hjemmeside.

Svitolina sikrede sig en af de sidste pladser i sæsonfinalen efter et noget overraskende nederlag til hendes nærmeste konkurrent, Karolína Plísková, der onsdag var i aktion ved VTB Kremlin Cup.

Her tabte Pliskova til veteranen Vera Zvonareva, der længe har været fraværende fra top-10.

Elina Svitolina nåede sin højeste placering på verdensranglisten i 2017, da hun indtog tredjepladsen. Hun er den første ukrainer, der figurerer i top-10.

Hun har endnu til gode at løfte et grand slam-trofæ, men nåede kvartfinalerne i 2015 og 2018 ved henholdsvis French Open og Australian Open.

Foruden Wozniacki og nu altså Svitolina er også Sloane Stephens, Simona Halep, Angelique Kerber, Naomi Osaka og Petra Kvitova klar til sæsonfinalen.

Der er stadig én plads tilbage til turneringen i Singapore.

Wozniacki sikrede sig tidligere på måneden sin plads i WTA Finals, da hun spillede sig i kvartfinalen i China Open, som hun senere vandt.

Den 28-årige dansker er forsvarende vinder af WTA Finals, efter at hun sidste år vandt finalen over Venus Williams.

Sæsonens bedste tenniskvinder kæmper i sæsonfinalen fra 21. til 28. oktober om en præmiesum på syv millioner dollar (45 millioner kroner).

/ritzau/