Caroline Wozniacki kæmper med den uhelbredelige sygdom leddegigt. Dermed er hun en ud af 50.000 danskere, der har leddegigt.

»Det er en kronisk sygdom, hvor kroppen æder sig selv. Men man ved ikke, hvorfor den opstår,« siger direktør i gigtforeningen Mette Bryde Lind.

Den 28-årige tennisspiller havde først troet, at hun havde influenza, da hun afsluttede Wimbledon i juli. Men da hun pludselig ikke kunne bevæge armene over hovedet efter Montreal, gik hun til lægen.

Efter flere lægebesøg fandt Caroline Wozniacki ud af, at hun led af leddegigt. Selvom sygdommen er uhelbredelig, ser hendes fremtidige tenniskarriere ikke sort ud, mener Mette Bryde Lind.

Caroline Wozniacki røg torsdag aften ud af sæsonfinalen i Singapore efter nederlaget til Elina Svitolina.
Caroline Wozniacki røg torsdag aften ud af sæsonfinalen i Singapore efter nederlaget til Elina Svitolina. Foto: WALLACE WOON
Vis mere

»Caroline er det bedste eksempel på en person med leddegigt, fordi hun er gået videre i China Open. Det tyder jo på, at medicinen virker, og hun ikke er nødsaget til at stoppe karrieren,« siger Mette Bryde Lind.

Symptomerne kan ifølge Mette Bryde Lind være ledsmerter, træthed, selvom man er udhvilet, feber og ledhævelser.

Det vigtigste, man kan gøre for lindring, er medicin, der kommer i form af tabletter eller indsprøjtning, og en sund livsstil. Ifølge direktøren i Gigtforeningen er Caroline Wozniacki godt stillet på den baggrund.

»Caroline har mange professionelle fagfolk omkring sig, hun spiser sikkert sundt, ryger ikke og dyrker en masse motion. Netop det råder vi gigtpatienter til at fortsætte med. Det værste, hun kan gøre, er at sidde stille,« siger Mette Bryde Lind.

Caroline Wozniacki er ikke alene. Andreas Laudrup har spillet sin sidste kamp på topplan på grund af en ledbetændelsessygdom.
Caroline Wozniacki er ikke alene. Andreas Laudrup har spillet sin sidste kamp på topplan på grund af en ledbetændelsessygdom. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Selvom Mette Bryde Lind vurderer, at tennisspilleren kan fortsætte sin professionelle karriere, findes der også eksempler på topatleter, der må stoppe karrieren på grund af sygdommen.

»Andreas Laudrup (fodboldspiller, red.), som er ambassadør for Gigtforeningen, måtte indstille sin karriere. Men han har det på mange måder fint i dag, men det kræver, at man mestrer sygdommen,« siger direktøren for Gigtforeningen.

Mette Bryde Lind understreger desuden, at der ingen sammenhæng er mellem sygdommen og sportsfolk.

»Det kan ramme alle, både børn, unge og ældre.«