Caroline Wozniacki har nydt tilværelsen som pensioneret, efter hun under Australian Open i januar spillede sin sidste professionelle tenniskamp.

Der har således været masser af tid til rejser, afslapning og stunder sammen med venner og familie. Men tirsdag blev skoene snøret og ketsjeren fundet frem.

Sammen med sin veninde og nuværende professionelle tennisspiller Donna Vekic fra Kroatien brugte hun således noget af dagen på at slå til den gule kugle, som hun har gjort så mange gange før.

Det var samtidig første gang, at hun var tilbage på træningsbanen. Det skriver hun i et opslag på sin Instagram-profil.

Og noget tyder på, at 30-årige 'Miss Sunshine' ikke har glemt, hvordan man svinger ketsjeren.

Efterfølgende delte veninden Donna Vekic nemlig et billede af de to på det røde grus, hvortil hun skrev:

'Lige så god som altid. Altid en fornøjelse, Caroline Wozniacki.'

Caroline Wozniacki rundede søndag et skarpt hjørne, da hun fyldte 30 år. Her blev dagen fejret i Monaco sammen med venner og familie på det luksuriøse kendissted Sass Café.

I det hele taget har den danske tennisdarling nydt tilværelsen efter karrierestoppet, hvor hun også har skullet vænne sig til et mere 'normalt liv'.

»Vi grinte jo lidt over, at Caroline pludselig skulle spørge, hvordan det lige er, man vasker tøj. Hun vidste det jo godt, men det er et eksempel på nogle af de helt basale ting, som man tænker, en 30-årig selvfølgelig kender til. Men det synes hun er rigtig hyggeligt sammen med David,« har Patrik Wozniacki fortalt til TV 2 Sport.

Men Caroline Wozniacki er heller ikke helt færdig på tennisbanen.

Det er nemlig fortsat planen, at den tidligere verdensetter skal spille sin afskedskamp i Royal Arena mod veninden Serena Williams.

En kamp, der skulle have været spillet 18. maj, men som er udskudt på grund af coronapandemien.