Med en 'thumps up' og en ketsjer i hånden kunne man på Caroline Wozniackis Instagram-profil onsdag se en glad pensioneret tennisspiller, der for første gang i et halvt år var tilbage på banen.

Det var ikke mindst et glædeligt gensyn for de mange Wozniacki-fans, der ivrigt kommenterede opslaget, og her gik særligt én ting igen.

De vil have den danske tennisdarling til at gøre comeback.

  • 'Planlægger du at komme tilbage på banen? Jeg savner dig ... please, kom tilbage!'
  • 'Hvis du vil vende tilbage, så har du bogstaveligt talt ikke misset noget!'
  • 'Jeg ville ønske, at du ville komme ud af pensionen!'
  • 'Jeg lugter et comeback!'

Sådan lyder blot et udpluk af de mange kommentarer fra fans, der mere end gerne ser den 30-årige danske stjerne tilbage på den professionelle scene.

Caroline Wozniacki så da også skarp ud på det røde grus på trods af, at hun ikke har rørt en ketsjer, siden hun i januar spillede Australian Open.

Ud over to billeder fulgte en video, hvor man kunne se hende træne sammen med tennisveninden Donna Vekic. Til opslaget skrev hun:

'Første gang tilbage på banen siden karrierestoppet. Ikke dårligt efter seks måneder.'

Men selv om intet foreløbig tyder på, at Wozniacki pønser på et comeback, er der fortsat en enkelt kamp, hun mangler at spille.

Afskedskampen i Royal Arena mod Serena Williams skulle oprindeligt have fundet sted i maj, men er blevet udskudt på grund af corona-pandemien.

Danskeren har da også i den grad nydt tilværelsen som pensioneret, hvor tiden især er blevet brugt på rejser, familie og venner.

Senest blev hun fejret af venner i København og sidenhen i Monaco i forbindelse med sin 30-års fødselsdag. Det kan du læse mere om her.