Michael Mortensen er overbevist om, at Caroline Wozniacki snart vender stærkt tilbage.

En længere influenza, fald på verdensranglisten og to turneringsafbud. 2019 har formentlig ikke været, som den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki havde håbet på.

Hun har heller ikke spillet kamp siden Australian Open, hvor hun tabte til russiske Maria Sharapova i tredje runde.

Og det ærgrer Michael Mortensen, tennisekspert hos Eurosport, der føler med Caroline Wozniacki.

Caroline Wozniacki lader sig interviewe, hvor hun bekræfter, at hun må trække sig fra turneringen i Doha.
Caroline Wozniacki lader sig interviewe, hvor hun bekræfter, at hun må trække sig fra turneringen i Doha. Foto: ALI HAIDER
Vis mere

»Det er en frustrerende tid, hun gennemlever i øjeblikket. Vi kender det jo alle sammen; det at blive ramt af sygdom og ikke være i stand til at yde 100 procent. Der hersker ingen tvivl om, at hun gør alt i sin magt for at komme stærkt tilbage.«

Det var de to WTA-turneringer i Doha og Dubai, som Caroline Wozniacki meldte afbud til på grund af en slem influenza. Det havde altså ikke direkte noget at gøre med den gigtsygdom, Caroline Wozniacki døjer med, selvom hun har udtalt, at immunforsvaret er længere om at komme sig grundet gigtsygdommen.

Udeblivelserne fra de to turneringer betød, at Caroline Wozniacki faldt ned som 14 på verdensranglisten. Og det er ikke første gang, Caroline Wozniacki er faldet tilbage grundet manglende kampe.

Tilbage i 2016 var hun væk fra tennisbanen i perioden fra marts til juni som følge af en ankelskade, hun pådrog sig under en turnering i Monte Carlo. Det resulterede i et dyk på verdensranglisten, hvor Caroline Wozniacki havnede som nummer 74 i verden. Alligevel vurderer Michael Mortensen forsigtigt, at situationen er en anden i dag for Caroline Wozniacki end for tre år siden.

Caroline Wozniacki tabte i to sæt til russiske Maria Sharapova i tredje runde af Australian Open.
Caroline Wozniacki tabte i to sæt til russiske Maria Sharapova i tredje runde af Australian Open. Foto: DAVID GRAY
Vis mere

»I 2016 var skaden mere muskulær, og det kan godt være, hun er mere skrøbelig nu end tidligere. Jeg vil dog ikke kloge mig på sygdomme, men fakta er, at hun er inde i en svær periode rent fysisk, og på den måde er det selvfølgelig bekymrende og synd for hende.«

Vil du sige, at hun lige nu er inde i sin værste periode i karrieren?

»Det er svært at sige. Det er i hvert fald en svær periode. Ingen tvivl om det. Også fordi det med at komme tilbage, efter kun at have spillet to turneringer og ikke så mange kampe, tager tid, inden man kommer tilbage på det vanlige spillemæssige og fysiske niveau.«

Skal man være bekymret for hendes karriere i fremtiden?

»Nej, overhovedet ikke. Hun skal slå koldt vand i blodet, sørge for at blive så fysisk klar som overhovedet mulig og tænke på sit helbred. For hvis hendes helbred har det godt, jamen så kommer hun også tilbage til sit høje niveau. Hun skal give sig god tid, og hun har heldigvis nogle kompetente personer omkring sig, der ved, hvilken behandling hun skal have, og så er hun formentlig snart tilbage.«

Michael Mortensen forventer Caroline Wozniacki tilbage om en måneds tid.
Michael Mortensen forventer Caroline Wozniacki tilbage om en måneds tid. Foto: DAVID GRAY
Vis mere

»Derfor handler det om for Caroline at få hvilet, få den nødvendige næring og få det godt uden for banen. Hun skal væbne sig med tålmodighed og lytte til sin krop, så tror jeg også, hun er tilbage på højt niveau igen. Og når Caroline spiller op til sit bedste, kan hun slå alle.«

Caroline Wozniacki satte onsdag ord på fremtiden, hvor hun snart forventer at vende retur til tennisbanen.

Ifølge Michael Mortensen går der dog en måned, før danske tennisfans atter ser Caroline Wozniacki for fuld skrue.

Det sker ved Miami Open, som spilles fra 18. til 25. marts, mener eksperten.