Tennissæsonen 2019 nærmer sig sin afslutning.

Set med danske briller har den budt på såvel op- som nedture.

»Det er indiskutabelt, at Caroline Wozniackis sæson har været en stor skuffelse,« siger den tidligere danske Davis Cup-spiller Peter Bastiansen, der nu er ekspertkommentator på TV2, og tilføjer:

»Hun har kun spillet 35 singlekampe, og af disse har hun blot vundet de 20. Det betyder, at hun slutter året som nummer 38 på verdensranglisten. Så langt nede har hun ved sæsonafslutningen ikke ligget siden 2007. Indtil videre har man i teamet omkring hende kun meldt ud, at hun er med på WTA Touren i januar 2020. Så måske overvejer hun inden for en overskuelig fremtid at lægge ketsjeren på hylden.«

Caroline Wozniacki lignede i flere kampe i 2019-sæsonen en spiller, der ikke havde speciel megen lyst til at være på banen.
Caroline Wozniacki lignede i flere kampe i 2019-sæsonen en spiller, der ikke havde speciel megen lyst til at være på banen. Foto: WU HONG
Vis mere

Caroline Wozniackis tidligere træner Michael Mortensen, der nu er tenniskommentator på tv-kanalen Eurosport, er enig med Peter Bastiansen i, at hendes sæson langtfra har levet op til forventningerne.

»Jeg synes, det er rigtig synd for hende, at hun er blevet ramt af leddegigt. Hendes sæson har manglet kontinuitet,« siger Michael Mortensen.

Til gengæld har Caroline Wozniacki i privatlivet oplevet masser af højdepunkter.

»Jeg var selv blandt deltagerne ved hendes bryllup i juni, og jeg må sige, at det var en uforglemmelig fest,« siger Michael Mortensen.

Holger Rune ved præmieoverrækkelsen efter at have vundet drengesinglefinalen ved French Open 2019 i Paris.
Holger Rune ved præmieoverrækkelsen efter at have vundet drengesinglefinalen ved French Open 2019 i Paris. Foto: Anne Parker
Vis mere

Begge eksperter er enige om, at dansk tennis i 2019 har haft sin største sæson nogensinde blandt juniorerne.

»Det er fantastisk, at Holger Rune slutter året som verdensetter i drengesingle, og at han tidligere i år både vandt French Open og sæsonfinalen. Hans talent er imponerende stort,« siger Michael Mortensen.

Peter Bastiansen har også masser af ros tilovers for Clara Tauson.

»Hun vinder pigesinglerækken ved Australian Open og vælger herefter klogt at fokusere på sin seniorkarriere. Lige nu ligger hun nummer 267 på WTA's verdensrangliste. Men hun ville have været i top-200, hvis hun ikke var blevet frataget de 80 point, hun tidligere på efteråret vandt ved en turnering i Kina. Ved den lejlighed må man sige, at teamet omkring hende dummede sig ved ikke at kende reglementet tilstrækkeligt godt,« siger Peter Bastiansen.

Clara Tauson fejrer finalesejren i pigesinglerækken ved Australian Open over canadieren Leylah Annie Fernandez.
Clara Tauson fejrer finalesejren i pigesinglerækken ved Australian Open over canadieren Leylah Annie Fernandez. Foto: MAST IRHAM
Vis mere

I dame- og herresingle står det klart, at henholdsvis Asleigh Barty og Rafael Nadal slutter året som ettere på henholdsvis kvindernes og mændenes verdensrangliste.

»Hos kvinderne er de unge ved at tage over efter en periode med Serena Williams som den altoverskyggende profil. Til gengæld hænger veteranerne Rafael Nadal, Roger Federer og Novak Djokovic på hos mændene. Unge spillere som Daniil Medvedev og Denis Shapovalov bider dem i haserne, men har endnu ikke fået fat,« siger Michael Mortensen, der ser frem til den kommende uges ATP Finals-turnering i London.

»Her tror jeg, at Novak Djokovic vinder. Han har lige vundet Paris Masters, mens Nadal og Federer plages af småskader,« siger Michael Mortensen.

B.T. har været et smut i arkivet og genfortæller her nogle af tennissæsonens mest bemærkelsesværdige historier:

Rafael Nadal vandt finalen ved French Open over Dominik Thiem.
Rafael Nadal vandt finalen ved French Open over Dominik Thiem. Foto: PHILIPPE LOPEZ
Vis mere

MULTIMILLIONÆREN
Den 33-årige spanier Rafael Nadal har haft en intet mindre end fremragende sæson med en foreløbig indtjening på 12,2 mio. dollar (82,1 mio. kroner). Grand slam-triumferne ved såvel French Open som US Open betyder, at han for femte gang i karrieren topper verdensranglistens førsteplads ved årets afslutning.

Cori Gauff, midten, poserer sammen med forældrene Gorey og Candy ved præmieoverrækkelsen efter finalen ved WTA-Upper Austria Ladies i Linz mod Jelena Ostapenko.
Cori Gauff, midten, poserer sammen med forældrene Gorey og Candy ved præmieoverrækkelsen efter finalen ved WTA-Upper Austria Ladies i Linz mod Jelena Ostapenko. Foto: BARBARA GINDL
Vis mere

GENNEMBRUDDET
15-årige Cori Gauff kom for alvor i offentlighedens søgelys, da hun i sommerens Wimbledon-turnering nåede fjerde runde efter sejr over blandt andre Venus Williams. Forældrene har sat alle sejl til for, at hun skal få succes. Således flyttede de til optimale træningsforhold i Florida, da hun var syv år, ligesom de har opgivet egne civile karrierer. For en måned siden vandt hun sin første turnering på WTA Touren i Linz. »At vinde stod ikke lige på min liste for i år,« kommenterede hun ved præmieoverrækkelsen.

Jack Sock var i 2017 semifinalist ved ATP Finals i London.
Jack Sock var i 2017 semifinalist ved ATP Finals i London. Foto: DENIS BALIBOUSE
Vis mere

NEDTUREN
For to år siden deltog den amerikanske tennisspiller Jack Sock ved ATP Finals i London, hvor han nåede semifinalen. Men et snowboard-styrt, hvor han pådrog sig slemme kvæstelser i en finger, har ødelagt hans singlekarriere. Nu er han ikke længere rangeret på verdensranglisten. Jack Sock, der i 2017 lå nummer otte på verdensranglisten i herresingle, har i indeværende sæson blot spillet otte betydende singlekampe. Af disse har han kun vundet en enkelt.

Bianca Andreescu vandt US Open-finalen over Serena Williams.
Bianca Andreescu vandt US Open-finalen over Serena Williams. Foto: Mike Stobe
Vis mere

HØJDESPRINGEREN
Canadieren Bianca Andreescu indledte 2019 som et totalt ubeskrevet blad i international kvindetennis. Men selvom hun blot lå nummer 178 på verdenstranglisten, vandt hun ikke desto mindre sæsonens første turnering i Auckland. Opturen fortsatte, og i september sikrede hun sig ved US Open i New York karrierens første grand slam-titel. Den resultatmæssige succes betyder, at hun nu ligger nummer fem på verdensranglisten.

Serena Williams hang med hovedet, efter hun 7. september i New York havde tabt damesinglefinalen mod Bianca Andreescu.
Serena Williams hang med hovedet, efter hun 7. september i New York havde tabt damesinglefinalen mod Bianca Andreescu. Foto: TIMOTHY A. CLARY
Vis mere

FORBANDELSEN
Veteranen Serena Williams står efter sæsonen fortsat 'kun' noteret for 23 grand slam-finalesejre i damesingle. Hermed mangler hun stadig en enkelt for at tangere den australske legende Margaret Courts rekord. Serena Williams spillede sig i 2019 ellers frem til finalerne i Wimbledon og US Open. Men i begge kampe blev det til nederlag. Hun har nu spillet 11 grand slam-turneringer i træk uden en eneste finalesejr.

Ashleigh Barty vandt finalen i damesingle ved WTA Finals i Kina over Elina Svitolina.
Ashleigh Barty vandt finalen i damesingle ved WTA Finals i Kina over Elina Svitolina. Foto: ALY SONG
Vis mere

REKORDPRÆMIEN
Den australske verdensrangliste-etter i damesingle, Asleigh Barty, indkasserede via finalesejren ved sidste uges WTA Finals-arrangement i Kina tennissportens største pengepræmie nogensinde: 30 mio. kroner. Men ikke nok med at præmiesummen er historisk stor. Den er også – meget – højere end den, vinderen af mændenes sæsonfinale kan se frem til. Her er præmiesummen 'kun' 19 millioner kroner. I øvrigt har lodtrækningen til denne turnering maget sig således, at Novak Djokovic, Roger Federer, Dominik Thiem og Matteo Berrettini mødes i den ene pulje, mens Rafael Nadal, Daniil Medvedev, Stefanos Tsitsipas og Alexander Zverev duellerer i den anden.

Den australske tennisspiller Nick Kyrgios skælder dommeren ud under en kamp mod Rafael Nadal i Mexico i februar.
Den australske tennisspiller Nick Kyrgios skælder dommeren ud under en kamp mod Rafael Nadal i Mexico i februar. Foto: PEDRO PARDO
Vis mere

SKANDALEN
Nick Kyrgios var rasende, efter han i august havde vundet sin kamp ved US Open over Steve Johnson. På det efterfølgende pressemøde langede han ud efter tennisorganisationen ATP, der tidligere på sæsonen havde tildelt ham en gigantisk bøde på 113.000 dollar. Kyrgios blev spurgt, om bøden har præget ham, og australieren var klar i mælet. »Overhovedet ikke, for ATP er ret korrupt, så det bekymrer mig ikke,« sagde Nick Kyrgios, der i september blev idømt 16 ugers karantæne.

Abigail Spears, billedet, har afleveret en positiv dopingprøve og er nu blevet suspenderet fra al turneringsspil af ITF.
Abigail Spears, billedet, har afleveret en positiv dopingprøve og er nu blevet suspenderet fra al turneringsspil af ITF. Foto: WILLIAM WEST
Vis mere

DOPINGSYNDEREN
Hun vandt Australian Open i mixeddouble i 2017, og var så sent som i fjor i semifinalen i damedouble ved Wimbledon-turneringen. Men måske lakker 38-årige Abigail Spears' mod enden. Torsdag blev hun i hvert fald midlertidigt suspenderet fra al tennisspil af det internationale tennisforbund, ITF, efter hun ved sensommerens US Open i New York afleverede en positiv urinprøve indeholdende blandt andet mandligt kønshormon.