I klippet herover kan du se, da Caroline Wozniacki blev hyldet på Rådhuset den 30. april i år.

Dyrker Caroline Wozniacki Danmark for lidt?

Svaret er ja, hvis du spørger tenniseksperten Peter Bastiansen. Det gør han klart i den nye bog ’Comeback’, der omhandler den danske stjernes vej tilbage til den absolutte tennistop.

For Caroline Wozniacki har i mange år rejst verden rundt med sin far, Piotr Wozniacki, hvor den har stået på benhårdt arbejde. Hele tiden. På en måde, som vi ikke er vant til i Danmark, siger Peter Bastiansen.

»Caroline og familien dyrkede den polske kultur på godt og ondt. Men det skurrer da også lidt i ørerne, når faren er nede at coache hende på banen og taler polsk med hende. Hun og Patrik taler også polsk sammen. Altså, de gør i hvert fald ikke en dyd ud af at fremstå danske,« siger tenniseksperten i bogen.

Og netop det at der tales polsk, er noget af det, Peter Bastiansen ville ønske var anderledes.

»Det ærgrer mig, når de taler polsk ved sidebytte, og når Patrik Wozniacki og Caroline taler polsk sammen. Det hænger selvfølgelig nok sammen med, at Piotrs polske er bedre end hans danske. Det kan jeg godt følge. Men det er ærgerligt for seerne, at vi ikke kan lytte med. Vi danskere holder jo med hende, og håber hun vinder, og vil gerne høre de råd hun får af ren interesse. Når trænerne er nede, er det der, vi kan mærke, om de er frustrerede og glade, og det kan man ikke, når det er på polsk,« siger Peter Bastiansen til BT.

Han kalder faktisk endda Wozniacki-familien for ’udanske’ i bogen, men samtidig mener han også, at Caroline Wozniacki med den polske kultur har fået det bedste fra begge verdener.

»Hvis de kun havde været danske, tror jeg ikke, Caroline havde været nummer et i verden. Vi er jo et hyggesamfund, som jeg også kan se med mig selv. Så spiller man to-tre gode turneringer, og så gik der hygge i den. Det polske har været med til at give en stædighed og en målrettethed for hele tiden at jagte det ultimative. Og det har virket,« uddyber Peter Bastiansen over for BT og understreger, at det på nogle punkter er noget godt, at Wozniacki-familien i hans øjne er det, han kalder ’udanske’.

Dog holder han også fast i, at familien burde dyrke den danske kultur noget mere. For i Peter Bastiansens optik burde Caroline Wozniacki være til lidt flere arrangementer i Danmark, hvor det ikke handler om at få noget for eksempel økonomisk ud af det.

»Det synes jeg godt, hun kunne gøre sig en smule mere umage med. Dansk tennis bevæger sig i den forkerte retning. Der er færre og færre medlemmer. Caroline er så stor, at hun sagtens kunne være en mere markant løftestang for dansk tennis,« siger Peter Bastiansen i bogen og understreger over for BT, at han for eksempel synes, det var ærgerligt, at Caroline Wozniacki ikke lod sig hylde på Rådhuset med det samme efter sejren i Australian Open. En anden mulighed kunne også være at hjælpe et talent som Clara Tauson.

Men ville sådan noget overhovedet kunne lade sig gøre, med det program hun har?

»Det skal jeg ikke gøre mig klog på. Men når WTA-touren slutter i efteråret, har hun måske nogle uger, hvor hun ikke skal noget. Der kunne hun tage til Danmark og vise flaget, skrive autografer og møde nogle af de unge og på den måde give noget tilbage og hjælpe dansk tennis. Det er egentlig det, der ligger i det. Jeg ved jo også godt, hun også skal slappe af, og jeg mener det i en god mening. Der er intet ondt i det,« siger Peter Bastiansen.

BT har været i kontakt med Patrik Wozniacki, der ikke ønsker at kommentere bogen. BT har derudover taget kontakt til Caroline Wozniackis danske agent, der ikke er vendt tilbage på henvendelsen.