Caroline Wozniacki har besluttet sig for at indstille sin tenniskarriere.

B.T. mødte efter den 29-årige danskers sidste kamp ved Australian Open en af hendes tidligere trænere.

»Jeg håber, at Wozniacki ombestemmer sig. For det er efter min mening altså alt for tidligt, at hun vælger at lægge ketcheren på hylden,« sagde svenskeren Thomas Johansson, der i sin aktive karriere vandt herresinglerækken ved Australian Open i 2002.

Thomas Johansson var Caroline Wozniackis træner i sidste halvdel af 2012-sæsonen, og er i dag engageret i samme rolle af den belgiske topspiller David Goffin.

Caroline Wozniacki mødte op til sin tenniskarrieres sidste pressemøde med røde, tårevædede øjne.
Caroline Wozniacki mødte op til sin tenniskarrieres sidste pressemøde med røde, tårevædede øjne. Foto: ROB PREZIOSO
Vis mere

»Caroline har betydet en masse for international kvindetennis. Hun er i mine øjne en af de største profiler nogensinde. Det vil være fint, hvis kommer tilbage. Jeg mener nemlig, at hun stadig vil have noget at kunne byde ind med,« sagde Thomas Johansson.

Samme opfattelse har Stacey Allaster, der fra 2009 til 2015 var Caroline Wozniackis chef på WTA Touren og nu er ansat i det amerikanske tennisforbund USTA.

»Det er kun Caroline, der kan svare på, hvorvidt tidspunktet for karrierestoppet er det rigtige. Men skulle hun fortryde det, er hun bestemt velkommen til at gøre comeback,« sagde Stacey Allaster, der mener, at Caroline Wozniacki har haft en enorm betydning for kvindetennis.

»I sin karriere har hun altid været hårdtarbejdende og levet op til de kommercielle aftaler, hun har indgået. Jeg kan sagtens se hende få en betydende rolle i tennissporten i fremtiden. Måske som kommentator på tv eller spiller ved de legende-turneringer, der altid afvikles, når der spilles eksempelvis Wimbledon og US Open,« sagde Stacey Allaster.

Caroline Wozniacki har slået til sin sidste bold.
Caroline Wozniacki har slået til sin sidste bold. Foto: GREG WOOD
Vis mere

I øvrigt var Stacey Allaster med til efter Caroline Wozniackis sidste kamp at fejre hende med taler under Rod Laver Arena.

»Her havde vi inviteret hele hendes team med, da vi havde nogle pæne ord at sige til hende,« sagde Stacey Allaster.

Men det var ikke kun taler, som Caroline Wozniacki blev overdænget med.

»Hun fik også et par gaver. Blandt andet havde vi lavet en fotocollage med højdepunkter fra karrieren til hende,« sagde Stacey Allaster.

Caroline Wozniacki og broderen Patrik Wozniacki i et følsomt øjeblik i dag.
Caroline Wozniacki og broderen Patrik Wozniacki i et følsomt øjeblik i dag. Foto: FRANCIS MALASIG
Vis mere