Godt nok tabte hun finalen i Charleston.

Men Caroline Wozniacki manglede bestemt ikke overskud efter kampen. Det afslørede hendes tale på banen efterfølgende.

Her lykønskede hun sin modstander, Madison Keys, med sejren og en flot uge.

»Jeg nød at spille mod dig, og jeg håber, du vinder en af de her biler. Jeg har endnu ikke vundet en bil i min karriere, så måske kan jeg låne en af dig,« sagde Caroline Wozniacki med henvisning til de tre Volvo-biler, der var kommet ind på banen, og det kunne publikum lide.

Caroline Wozniacki tabte finalen i Charleston til Madison Keys, der vandt med cifrene 7-6, 6-3.
Caroline Wozniacki tabte finalen i Charleston til Madison Keys, der vandt med cifrene 7-6, 6-3. Foto: ADNAN ABIDI
Vis mere

De begyndte at grine og gav danskeren klapsalver, og det gode humør hos dem fortsatte, da Madison Keys i sin takketale tilbød Wozniacki at dele en bil.

Finalen i Charleston, som Madison Keys vandt med 7-6, 6-3, var Caroline Wozniackis første i år efter et par hårde måneder, hvor hun blandt andet har været ramt af sygdom.

Og derfor var hun også tilfreds med præstationen i Charleston på trods af, at det ikke blev til en turneringssejr. For hun har kæmpet meget for at komme tilbage i form.

»Når du ikke har det godt, kan du ikke være der helt på banen, og når du ikke har trænet, går det ud over konditionen. Det er ikke en god kombination for mit spil. Jeg skal virkelig være der, jeg skal arbejde hårdt, og så kommer resultaterne også efter det,« sagde Caroline Wozniacki på det efterfølgende pressemøde.

Hun forklarede desuden, at efter hun fik konstateret leddegigt sidste år, lytter hun endnu mere til sin krop.

»Jeg har et fantastisk hold omkring mig, der ved, at hvis jeg kunne, ville jeg presse mig selv gennem alt og være derude i 10 timer og træne. Det er det, jeg er kendt for. Men nu er jeg virkelig nødt til at lytte til min krop og mærke efter,« forklarede hun.

Nogle dage står hun op og har det helt fint, mens hun andre dage har det skidt. Og dagene bliver planlagt efter, hvordan kroppen har det, fortalte Caroline Wozniacki. Har hun det skidt, bliver der ikke braget igennem på tennisbanen.

»Så siger jeg det og foreslår, at vi tager det roligt den dag. Snakker taktik, tekniske detaljer og så presser vi den ikke for meget. Det handler om at finde den rette balance, kende sig selv og lære på vejen,« sagde Caroline Wozniacki.