Skuffelsen i Caroline Wozniackis team var enorm efter hendes tredjerunde-nederlag ved grand slam-tennisturneringen Wimbledon til kineseren Shuai Zhang, der blot ligger nummer 50 på verdensranglisten.

»Ingen kommentar,« sagde hendes far og træner, Piotr Wozniacki, til B.T.s udsendte straks efter kampen, hvor han hastede væk fra anlæggets bane 2 og så lettere rystet ud over det, han netop havde oplevet.

Heller ikke Caroline Wozniackis mand, David Lee, eller hendes danske rådgiver, Mikkel Nissen, ønskede at kommentere resultatet.

Til gengæld var hendes bror, Patrik Wozniacki, mere snakkesalig.

Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

»Det var en god mulighed, men den anden spillede bare godt,« svarede han på spørgsmålet om, hvad man i teamet omkring hende tænkte om resultatet.

Undervejs i den 80 minutter lange kamp var der en række dommerkendelser, som Caroline Wozniacki langtfra var tilfreds med.

»Jeg ved ikke, hvad man skal mene om kendelserne, men hvis hawkeye-systemet siger, at bolden er god, må man stole på det,« sagde Patrik Wozniacki.

Han er under Wimbledon-turneringen ansat som tenniskommentator på TV2. Derfor bliver han den kommende uge i London, mens Caroline Wozniacki formentlig rejser til enten USA eller Monaco allerede lørdag.