Det danske fodboldlandsholds tidligere målmand Thomas Sørensen bakkede sammen med sin familie op fra en position på tilskuerpladserne, da Caroline Wozniacki med sejr på 6-1, 6-3 over Johanna Larsson i suveræn stil spillede sig videre til tredje runde ved Australian Open.

»Jeg bor jo til daglig her i Melbourne, og da jeg har en god relation til Wozniacki-familien, synes jeg, det er naturligt, at jeg ser med fra sidelinien. Men uanset hvilke danskere, der kommer herned, plejer jeg at støtte op omkring dem,« sagde Thomas Sørensen til B.T.s udsendte efter den 66 minutter korte kamp på Margaret Court Arena i Melbourne Park.

»Carolines præstation lover godt for hendes videre forløb i turneringen. Målet for hende må være kvartfinalen. Det tror jeg er realistisk, og herfra kan alt ske. De otte bedste er jo stort set lige gode. Alt i alt synes jeg, hun virker til at være i fremragende form. Så det tegner fint,« sagde Thomas Sørensen.

Det er dog ikke sådan, at han undervejs i turneringen har planer om eksempelvis at skulle ud at spise med Caroline Wozniacki.

Thomas Sørensen spillede i 2012 sin sidste af sine i alt 101 kampe på det danske A-landshold i fodbold.
Thomas Sørensen spillede i 2012 sin sidste af sine i alt 101 kampe på det danske A-landshold i fodbold. Foto: Jeppe Michael Jensen
Vis mere

»Slet ikke. Jeg ved selv fra min egen karriere, at når en turnering er i gang, så går man en smule ind i sig selv. Derfor skal hun ikke forstyrres,« sagde Thomas Sørensen.

For halvandet år siden stoppede han som målmand i den australske klub Melbourne City.

»Jeg kommer stadig i klubben en gang om ugen, men herudover har jeg et fodboldkommentator-job på australsk tv, jeg bruger en del tid på,« sagde Thomas Sørensen.

Den 42-årige dansker, der i 2012 spillede sin 101. og sidste kamp på det danske fodboldlandshold, har endnu ikke gjort op med sig selv, om han vil gå trænervejen.

Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Det er en mulighed, og jeg har taget et grundlæggende kursus, men jeg er familiemæssigt lige nu ikke dér, hvor jeg føler, at jeg vil investere hele mit liv i en trænergerning. Og det kræves der altså. Som træner er man 'på' 24 timer hele døgnet,« sagde Thomas Sørensen.

Hvor lang tid han har i sinde at blive boende i Australien, er der heller ikke blevet taget beslutning om.

»Vi trives hernede, børnene er glade, men når de bliver større kan det da godt være, at vi vil hjemad mod Europa igen,« sagde Thomas Sørensen.

I øvrigt var Thomas Sørensen også tilstede, da Caroline Wozniacki i fjor vandt Australian Open-finalen over Simona Halep i fjor.

»Det var en kæmpe oplevelse. Lad den bare gentage sig,« lød hans slutreplik.