29-årige Caroline Wozniacki har prøvet det meste gennem sin karriere, men den 5. august 2016 er solidt plantet i danskerens bevidsthed.

Den dag opnåede hun nemlig det største i sin karriere.

Det siger hun til TV 2 Sport.

»Selvfølgelig er det kæmpestort at vinde en grand slam og være nummer ét i verdenen, men personligt for mig tror jeg ikke, at det bliver større end at være fanebærer og være frontfigur for Danmark til OL,« fortæller Caroline Wozniacki.

OL-åbning på Maracana Stadion i Rio de Janeiro. Caroline Wozniacki kommer først ind og bærer fanen. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016)
OL-åbning på Maracana Stadion i Rio de Janeiro. Caroline Wozniacki kommer først ind og bærer fanen. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016) Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Det støder vel kun de færreste, hvis man kalder hende den største danske tennisspiller gennem tiderne med både en førsteplads på kvindernes WTA-rangliste og en sejr ved grand slam-turneringen Australian Open.

Men selvom hun utvivlsomt har opnået de største sportslige resultater i dansk tennishistorie, er hverken førstepladsen eller grand slam-sejren det største, der er hændt for hende i sin karriere.

Ved OL i Rio i 2016 var hun nemlig udnævnt til at være dansk fanebærer, og det har gjort stort indtryk på Wozniacki. Under åbningsceremonien stod hun i spidsen for den danske delegation og bar den danske fane, da den trådte ind på Maracana Stadion i Rio.

»Det er rigtig stort, og det er noget, som jeg altid vil kigge tilbage på med et kæmpe smil og med stolthed, og det noget jeg en dag vil vise mine børn,« siger den danske tennisstjerne.

I 2019 har præstationerne været svingende fra Wozniacki, der i løbet af karrieren har nået at ligge i toppen af WTA-ranglisten i hele 71 uger.

Caroline Wozniacki nyder pt. tiden uden for sæsonen, hvor hun blandt andet har været i København. Igen i år slog verdensstjernen eksempelvis vejen forbi KB Hallen, hvor hun svingede ketcheren sammen med 24 anbragte børn og unge i tirsdags.

Faktisk er det femte år i streg, at den danske tennisdarling tager del i den særlige dag, der er arrangeret af organisationen Børnehjælpsdagen og e-Boks.

Tidligere på efteråret har Wozzy også holdt ferie i København, hvor hun blandt andet var på burgerbaren Gasoline i Indre København. Det kan du læse om her.