Caroline Wozniacki er klar til ottendedelsfinalerne i årets Australian Open efter en sejr på 6-4, 6-3 over hollandske Kiki Bertens. Efter kampen advarede hun om, at varmen kan være farlig for spillerne.

Den 27-årige danskers kamp mod den et år yngre hollænder blev først spillet fredag aften (lokal tid), hvor temperaturen trods alt er knap så utålelig.

»Og det var jeg rigtig glad for,« sagde Caroline Wozniacki efter kampen, inden hun svarede på et spørgsmål om, hvorvidt kampene midt om dagen med næsten 40 graders varme er farlige for spillerne.

»Det kan de i hvert fald være. I går satte jeg mig på mit hotelværelse med air-condition til at se kampen mellem Novak Djokovic og Gaël Monfils. Jeg glædede mig til at se en rigtig god kamp, men det var jo tydeligt, at begge spillere led og havde det virkelig hårdt under kampen. Ja, Gaël Monfils var nær ved at kollapse. Jeg kender ikke reglerne, og jeg ved ikke, hvad der kan gøres. Men varmen ødelægger sådan en kamp,« sagde Caroline Wozniacki om herresingle-kampen, som serbiske Djokovic vandt med 3-1 i sæt over franskmanden.

LÆS OGSÅ: PIOTR FORKLARER EFTER NY WOZNIACKI-SEJR: DERFOR KASTEDE CAROLINE MED KETCHEREN

PÅ VIDEOEN ØVERST PÅ SIDEN KAN DU SE ET INDSLAG OM VARMEN UNDER AUSTRALIAN OPEN

Caroline Wozniackis egen sejr i damesingle over Kiki Bertens på Rod Laver Arena i Melbourne var egentlig aldrig i fare.

De to sæt forløb på nogenlunde samme måde. Caroline Wozniacki kom bedst fra start, Kiki Bertens kom bedre med og fik brudt danskerens serv undervejs, men i begge sæt havde Caroline Wozniacki fat i den lange ende og endte med at vinde uden de store dikkedarer - hvis man ser bort fra hendes udfald mod dommeren.

»Jeg kan ikke mindes at have haft den dommer før. Men han havde i hvert fald en dårlig dag. Han lavede mange fejl,« sagde Caroline Wozniacki.

På et tidspunkt nægtede dommeren den andeseedede dansker at bruge et håndklæde til at tørre banen af med.

»Banen var glat, og i den situation er det normalt, at spilleren får lov til at bruge sit håndklæde til at tørre banen af med,« sagde Caroline Wozniacki, der fik opbakning fra sin far og træner, Piotr Wozniacki.

»I dag var der lidt vådt på banen, og hun var selv ude at tørre af med et håndklæde først. Det er meget farligt, og hun er før blevet skadet af det. Derfor er hun opmærksom på det nu,« sagde Piotr Wozniacki.

På den tredje af datterens matchbolde slog Kiki Bertens bolden ud af banen. Men dommeren dømte bolden god. Det skabte så stor frustration hos Caroline Wozniacki, at hun kastede sin ketcher hårdt ned i jorden.

»Bolden var helt tydeligt ude. Dommeren har lov til at stå fast på sit, men vi spillere har også lov at sige, at vi ikke er enige. Så det handler også om dommerens attitude. Man kan godt være fast i kødet uden at være uforskammet. Og jeg synes, han var uforskammet,« sagde Caroline Wozniacki, der var tilfreds med sin egen indsats.

SE HØJDEPUNKTERNE: Wozniacki videre efter en flot præstation mod hårdtarbejdende hollænder

»Jeg spillede bedre i dag end i anden runde mod Jana Fett,« sagde hun.

I den kamp var Caroline Wozniacki bagud 1-5 i tredje sæt og havde matchbolde imod sig. Men takket være et helt vildt comeback vandt hun alligevel sættet 7-5 og dermed kampen.

»Jeg har fået en ny chance, og jeg har tænkt mig at udnytte den så godt, jeg overhovedet kan,« erklærede Caroline Wozniacki.

I ottendedelsfinalen venter Magdalena Rybarikova fra Slovakiet.