Voldsomme brande hærger i Australien. Og det kan få konsekvenser for årets Australian Open, der har Caroline Wozniacki på deltagerlisten.

»Hvis det er som i går, tror jeg ikke, det bliver sikkert at være her før om to eller tre uger.«

Sådan siger den amerikanske tennisspiller, Dennis Kudla, til The New York Times.

Han trænede i Melbourne fredag, og det var noget nær umuligt at trække vejret ordentligt uden at hoste helt vildt som følge af røgen i byen.

Store brande hærger Australien.
Store brande hærger Australien. Foto: SAEED KHAN
Vis mere

Årets Australian Open starter den 20.januar, men Kudla erkender, at han er meget bekymret for forholdene til den store turnering. For lige nu er det meget svært bare at gennemføre en træning.

»Vi kunne spille, men hvem ved hvilken skade, vi faktisk påfører os selv? Det kan ikke være godt,« siger amerikaneren, som også tilføjer, at intet før har aflyst en Grand Slam-turnering. Men han fortæller også, at hvis røgen bliver værre, kan han slet ikke forestille sig at spille en kamp over flere timer.

Og han er ikke den eneste, der har udtrykt bekymring i forhold til turneringen, som er Caroline Wozniackis sidste i karrieren, inden hun lægger ketsjeren på hylden.

Det samme har Novak Djokovic, der har italesat, at luftkvaliteten kan være for dårlig, når turneringen starter. Og så må der regler til.

Store brande hærger i Australien, og røgen giver store gener.
Store brande hærger i Australien, og røgen giver store gener. Foto: STRINGER
Vis mere

»Det er svært for Tennis Australia, når de skal planlægge...der er ting, der skal respekteres i forhold til spillet, Australian Open starter på et bestemt tidspunkt, så der er mange forskellige faktorer involveret. Men bekymringer om helbred gælder både mig og alle andre,« har han tidligere sagt på et pressemøde.

En af mulighederne der er blevet nævnt er at udskyde den store turnering nogle dage, men her er der tale om 'den sidste udvej', lyder det fra Djokovic, der sidder i ATP-spillerrådet.

De hundredvis af brande i delstaterne New South Wales og Victoria har kostet mindst 24 mennesker livet og brændt over fem millioner hektar land af i løbet af de sidste måneder.

Situationen i Australien bliver fulgt hver dag, og der er eksperter, der hele tiden sidder og analyserer på forholdene. Også i forhold til blandt andet varme og røg.

»Vi har adgang til at måle luftkvaliteten på alle spillesteder og arbejder tæt med den medicinske stab og lokale eksperter, for at sikre vi får de bedste informationer i forhold til at tage beslutninger omkring, hvorvidt spillet skal stoppes. Helbredet hos spillere, fans og personalet er en stor prioritet altid, og vi fortsætter med at tage beslutninger med det i baghovedet,« siger direktøren i Tennis Australia, Craig Tiley ifølge adskillige udenlandske medier, herunder The New York Times.

En af mulighederne der også kan komme i spil er, at Caroline Wozniacki og resten af tennisstjerner kommer mere i aktion på de tre hovedarenaer ved turneringen, fordi der kan køres et tag på.

Derudover er der på Melbourne Park otte indendørs træningsbaner - hvor der dog ikke er plads til tilskuere - der i værste fald også kan komme i spil.

Caroline Wozniacki er endnu ikke ankommet til Australien, da hun i disse dage spiller turnering i Auckland.