Det var en følelsesladet Caroline Wozniacki, der straks efter sin sejr på 6-3, 6-4 i første runde ved Australian Open over Alison Van Uytvanck fortalte, at hun var tæt på at fælde en tåre.

»Tak til alle for at komme og støtte mig. I gør det specielt. Jeg har nogle utrolige minder herfra,« sagde Caroline Wozniacki henvendt til publikum, der belønnede hende med en enorm klapsalve.

»Det er specielt at være tilbage (på Rod Laver Arena, red.), og nu er jeg lige ved at græde. Det gør jeg ellers aldrig.«

En times tid senere uddybede Caroline Wozniacki sin udtalelse ved en presseseance, hvor B.T.s udsendte var blandt deltagerne.

Foto: WILLIAM WEST
Vis mere

»Det var egentlig først efter kampen, følelsen ramte mig. Jeg er bare så glad for at være tilbage og at få lov til at spille på banen igen,« sagde Caroline Wozniacki med henvisning til, at det netop var her, at hun for et år siden - efter finalesejr over Simona Halep - sikrede sig karrierens første og hidtil eneste grand slam-titel.

Caroline Wozniacki roste sin belgiske modstander.

»Vi havde mange gode dueller og mange lange partier. Jeg tænkte, at hun ville gå lidt ned i sit niveau, men faktisk holdt hun det ret konstant hele vejen igennem. Nøglen til sejren var vel, at jeg servede godt, når jeg skulle. Inde på banen følte jeg, at jeg ramte bolden godt, og det er naturligvis noget, der styrker selvtilliden inden næste kamp,« sagde Caroline Wozniacki.

Selvom det var specielt for hende at være tilbage på Rod Laver Arena, fastslog hun, at hun følte sig komfortabel i de eksklusive rammer, hvor knap 15.000 tilskuere så med.

Foto: KIM KYUNG-HOON
Vis mere

»Jeg synes, det gik helt fint, og det var slet ikke sådan, at jeg var speciel nervøs, da vi begyndte at spille,« sagde Caroline Wozniacki, der understregede, at hun var stolt af at have vundet sidste år.

»Når man (på tennisanlægget Melbourne Park, red.) går forbi ens billede med trofæet, giver det en god følelse. Ligegyldigt, hvordan det går i år, så ved jeg, at der aldrig er nogen, der kommer til at tage oplevelsen fra en. Men det er klart, at jeg gerne vil gå hele vejen igen. Det vil være fantastisk, men der er lang vej endnu,« sagde Caroline Wozniacki.

I fjor blev Caroline Wozniacki ramt af kronisk leddegigt og så sent som for to uger siden ved WTA-turneringen i den newzealandske storby Auckland fik hun problemer med en muskel i maveregionen.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun i kampen mod Alison Van Uytvanck af den grund valgte at serve knapt så hårdt som normalt, svarede hun benægtende.

Foto: JEWEL SAMAD
Vis mere

»Overhovedet ikke. Jeg mærker ikke noget til det mere,« sagde Caroline Wozniacki med et ansigtsudtryk, der signalerede, at hun ikke havde lyst til at kommentere yderligere på emnet.

I andet sæt var hun et smut forbi dommeren.

»Jeg sagde bare, at hvis der er en tidsregel, så skal den vel overholdes,« sagde Caroline Wozniacki, der mente, at Alison Van Uytvanck i perioder trak tiden inden sine server.

Nu venter der en andenrundekamp mod den 30-årige svensker Johanna Larsson, der blot ligger nummer 77 på verdensranglisten.

»Jeg har kendt hende i mange år. Men det er lidt lige meget, hvem der står på den anden side af nettet. Jeg skal bare gå ind og spille, som jeg gjorde i dag, og så ellers bare håbe på, at jeg vinder. Jeg har ikke analyseret hendes spil endnu. Lige nu er jeg bare glad for, at jeg er videre,« lød Caroline Wozniackis slutreplik.