Fodbold på allerførste klasse.

Den tyske storklub Bayern München har indgået et stort og utraditionelt samarbejde med den internationale hotelkæde Marriott Hotel.

Det betyder, at fodboldentusiaster med luft i budgettet og trang til luksus kan se frem til Arjen Robben og de øvrige fodboldstjerner fra en overdådig suite i Allianz Arena.

Hotelværelset har en kæmpe udsigt til fodboldbanen. Desuden har gæsterne mulighed for at bestille cocktails og 3-retters menuer, hvis appettiten skulle være til det.

Man kan også få sig en lille lur, hvis kampen udvikler sig til en kedelig nullert, mangler spænding, eller der er halvleg. Det kan også bare være en venlig gave til kæresten eller vennen, der ikke bryder sig om fodbold.

»Courtyard Hotel-gæster er ligesom eliteatleter passionerede, arbejdsomme og succesfulde. Samarbejdet med den mest succesrige klub i tysk fodboldhistorie gør det til en vindende kombination for vores gæster,« sagde John Licence om samarbejdet fra Marriott International Europe.

Det nye partnerskab mellem Bayern München og Marriott Hotel er en flerårig aftale. Det er uvist, hvor mange år der er tale om.

I næste uge møder Bayern München den tyrkiske klub Besiktas i ottendedelsfinalen i den europæiske turnering Champions League.

Kampen bliver spillet på hjemmebane i Allianz Arena, mens returopgøret finder sted cirka tre uger efter i Tyrkiet.