Sophie på bare 13 år har næsten 4.000 følgere på Instagram, men måske får hun flere, når folk har hørt det talent, hun har i maven? Til BT fortæller hendes mor, at hun er helt 'chil' omkring opmærksomheden.

På videoen, som er set mere end 28.000 gange, spiller Sophie en lille melodi på sin ukulele og synger en skøn sang. Sangen, 'I Don't Know My Name', er oprindelig lavet og skrevet af Grace Vanderwaal, der deltog i America's Got Talent i juni i år.

Men Sophies udgave er lidt anderledes og med hendes eget personlige twist.

Sophies mor synes, det er helt fint, at BT vil lave en artikel om den 13-årige pige. Sophie er nemlig en musikalsk pige, der godt kan lide at synge og spille musik.

»Vi har bare lagt det ud på min Instagram, og hun er helt 'chill' omkring det,« siger Charlotte Spetalen på klingende norsk.

Men flere brugere på Sophie Stray Spetalens Instagramprofil tager det ikke helt 'chill', som hun selv gør. De synes nemlig, at en stjerne er født. Det skriver en af brugerne til en video, hvor Sophie synger en sang af Alicia Keys.

Og hendes mor er da også lidt imponeret over sin datter:

»Ja, altså hun har jo en vældig fin stemme, og hvem ved... Men det er ikke sådan, at jeg tænker, hun er den nye superstjerne,« griner hun i telefonen.

Flere brugere på Instagram har også skrevet, at hun burde melde sig til MGP Junior. Men Charlotte Spetalen er mere forbeholden:

»Det er egentlig ikke tanken, at Sophie skal være med i et talentshow eller noget. Men hun har da en ganske fin stemme, og jeg bliver da glad over, at folk godt kan lide videoerne, vi lægger op.«