Når hitserien ‘House of Cards’ vender tilbage til skærmen, bliver det uden den vante hovedrolleindehaver Kevin Spacey. I hvert fald ifølge den trailer, Netflix selv sendte ud den  5. september.

Traileren viser Robin Wright, som spiller Spaceys kone Claire i serien, stående ved Frank Underwoods gravsten.

Her leverer hun et par ufølsomme linjer: 'Når de begraver mig, bliver det ikke i min baghave.'

Traileren løfter ikke sløret for, hvordan Frank Underwood dør. Netflix har dog selv udtalt, at den sjette sæson vil have fokus på Wrights karakter, som blev præsident i slutningen af femte sæson.

Spacey blev skåret ud af serien sidste år efter mere end 30 beskyldninger om grov sexchikane i forbindelse med MeToo-skandalen.

Sjette sæson bliver tilgængelig den 2. november på Netflix og indeholder kun otte afsnit, i modsætning til de tidligere sæsoners 13 afsnit.