Kære Annette

Først, tak for en rigtig god brevkasse.

Jeg har et spørgsmål til dig, som jeg håber du kan hjælpe med.

Jeg er 24 år og står i den fantastiske situation, at jeg snart er ved at være færdiguddannet. Hvilket jeg er rigtig glad for - udenpå.

Jeg har dog det problem, at jeg tror der er noget galt med mig indvendig. I 2007 fik jeg piller for depression og angst, fordi jeg led meget kraftigt af dødsangst, som opstod efter min farmors død. Derudover har jeg haft en barndom med tæsk, skænderier og verbale tæsk. Det har i den grad sat et præg på mig den dag i dag.

Mit problem er, jeg ved jeg fejler noget - men ingen kan fortælle mig, hvad det er. Når jeg går til lægen vil han give mig piller, eller sende mig til en psykolog. Jeg har nu været til to terapeuter og en psykolog, som lod til at fortælle mig, at det hele kommer indefra, og jeg nok skal klare den. Og hvorfor mon? Fordi jeg er i gang med at færdiggøre min uddannelse og ikke har andet end 10 og 12-taller i bagagen. Udover det, har jeg egen lejlighed og betaler mine regninger. Men det betyder jo ikke, at hver dag ikke er en kamp for mig. Det er en kamp at skulle stå op om morgen, og have den her kvælende, ubehagelige følelse af, at mit reaktionsmønster og min virkelighedsopfattelse er langt ude!

Jeg gider ikke deltage i noget som helst. Nogen gange har jeg det rigtig godt, og føler mig dejlig normal, og nogen gange ender jeg i dyb depression. Jeg har været inde og læse lidt om forskellige diagnoser, men jeg synes ikke, at der er noget der passer. Det eneste jeg ved er, at den energi jeg bruger på at holde mig selv kørende, snart ikke er eksisterende mere. Hvem kan man tale med, som eventuelt kan stille en seriøs diagnose, og som foretager nogle ordentlige tests?

Jeg skal snart flytte til København, da jeg skal læse videre, og det er en kæmpe udfordring for mig at tage op, da jeg mest af alt har lyst til at gemme mig under dynen. Jeg skal jo, undskyld mig, for helvede danne en omgangskreds, og det gør man ikke som jeg har det nu. Hvem kan hjælpe mig?

Mvh. CH


Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.


Hej CH!

Det gør mig ondt at høre, at du har haft sådan en dårlig opvækst. Det er ikke svært at forstå, at du slås med nogle dæmoner.

Men jeg har et vigtigt spørgsmål til dig: Hvorfor er diagnosen så vigtig for dig? Hvorfor vil du gerne kalde din lidelse noget? Jeg kunne forstå det, hvis det var noget, som kunne helbredes gennem operation eller med en bestemt type piller, men uden at være læge (for det vil jeg nødigt foregøgle) vil jeg sige til dig, at det, du har, er 'ondt i sjælen'.

Det kan næsten være værre end sygdom, fordi det er så svært at behandle. Hvad ville det overhovedet ændre, hvis du fik en diagnose? Ja, du ville enten blive tilbudt nogle piller eller en terapeutisk behandling. Og det er jo det, du allerede har fået. Så tilbage står spørgsmålet: Hvad vil du have ud af at få stillet en diagnose?

Jeg tror, det er en samfundssygdom, at vi gerne vil kunne stille diagnoser og løse problemer hele tiden. Somme tider findes der hverken sygdom eller behandling. Der findes bare sårede sjæle, som har svært ved at hele. Hvis du er en af dem, så er det ikke spor svært at forstå. Men jeg synes, du skulle gå helt anderledes til værks.

Jeg synes, du skulle prøve at tilgive dig selv, at du ind imellem er nede i kulkælderen. Med alle dine flotte karakterer stiller du jo store krav til dig selv. Jeg tror, du forlanger mere, end hvad godt er. Du forlanger, at du hver dag er på toppen. Du forlanger, at hverdagen skal være let. Altså ideelt set. Sådan er det ikke. Heller ikke for dem, der har et helt almindeligt liv og ikke slås med depressioner.

Jeg prøver ikke at underkende, at du har det svært, men jeg tror omvendt, du skal give dig selv mere plads. Du har også knoklet hårdt med din uddannelse. Hvad med at du nu gav dig selv noget tid til at være menneske. At bare være til!? Jeg ved godt og forstår godt, at du skal videre med en uddannelse. Og jeg prøver heller ikke sige, at du bare skal lægge dig under dynen, når du føler trang til det. Tværtimod. Jeg er af den opfattelse, at man skal søge at holde dampen oppe. Men når det er svært, så sig til dig selv: 'Nåh, så har jeg altså igen sådan en dag. Det er OK, for det er en del af mig at have det sådan'. Jeg tror nemlig, du har det med at slå dig selv oveni hovedet og fortælle dig selv, at 'nu er du forkert igen'.

Så altså bottomline: Jeg tror kun, du kan hjælpe dig selv. Og du er nødt til at være den, der svinger pisken over eget hoved, når der skal åbnes op for ny bolig og ny omgangskreds. Jeg ved godt, mit svar ikke er det, du drømmer om, men du er jo velkommen til at skrive igen og evt. give mig en opdatering.

Bedste hilsener fra Annette