Hej Annette
Jeg er en mand på snart 30, fraskilt og med et barn i 0. klasse. Jeg har fast job på 6. år. Jeg vil betegne mig forhold til min ekskone som værende sundt, idet vi begge for længst har lagt bitterheden bag os, og fra dag 1 har været enige om at vores barn kommer i første række. Vi kommunikerer næsten daglig omkring emner der vedrører vores datter; skole, SFO, fritid etc.
Mit problem er at jeg har været alene i 3 år nu, og føler mig klar til at komme videre, men når jeg har et crush på en pige bliver det aldrig til mere end at hun bare gerne vil være venner.
Jg har spekuleret på om jeg måske crusher for let, og om jeg måske misfortolker pigernes signaler, men det kan jeg ikke helt acceptere som eneste grund. Jeg er jo et rationelt tænkende menneske, og ved derfor godt at en pige ikke nødvendigvis hverken er vild med mig eller interesseret i mig bare fordi hun er flink overfor mig. Hvis det var tilfældet ville jeg jo også crushe på pigen i kassen i Føtex, ikke sandt?
Jeg kender ikke nogen piger som ikke synes, at jeg er både sød og sjov, og jeg bliver også tit fortalt, at de beundrer, hvor god en far jeg er, og jeg er sådan set enig i det hele.
Jeg forventer ikke, at du skal løse mit problem for mig, Annette, men jeg håber, at du kan komme med nogle generelle bud, eller levere lige det guldkorn der gør jeg kommer til at betragte situationen på anden vis.
Du må jo vide eksempelvis hvad andre i min situation har gjort for at komme videre, eller hvad piger i min aldersgruppe leder efter i en mand, for jeg må tilstå at jeg er ret blank overfor hvorfor jeg ikke er at betragte som kærestepotentiale. Jeg er ikke aktiv netdater, for mit problem er som sådan ikke at møde pigerne, men at min ansøgning havner i venne-bunken, og ikke i potentielle kærester-bunken.
Jeg ser frem til dit svar.
Mvh. S
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
Kære S!
Jeg synes jo, du virker godt begavet og ligefrem. Har du dit udseende imod dig? Udstråler du for lidt sex? Virker du for feminin? Er du overvægtig? Død-tarvelige spørgsmål, jeg ved det godt. Men hvis der er et lille ”ja” at svare til disse spørgsmål, så er det dog ting, der kan gøres noget ved.
Jeg ved jo ikke, hvilke piger, du forelsker dig i, men jeg kunne godt forestille mig, at de fleste piger under 30 bliver en anelse skræmte ved tanken om at skulle være pap-mor. Og så orker de pludselig ikke flirten og de indledende runder. Måske ville der være større chance hos pigerne over 30.
Det er svært for os, at se os selv udefra. Derfor kan det somme tider være en hjælp, når folk er hudløst ærlige. Også selvom det lige i starten gør ondt. Men vi har brug for en gang i mellem at få et slag i solar plexus for at vågne op. Jeg synes godt, du kunne spørge – hvis du har kontakt til nogle af de piger, der har gjort dig til ven – hvorfor du endte i den forkerte bunke. Provoker et svar frem, hvis du føler, de pakker noget ind.
Det er jo slet ikke sikkert, du skal ændre noget. Hvis du er godt tilfreds med dig selv, så hold fast i det. Man skal heller ikke spille en rolle. Der er ikke noget værre, end når nogen føler, de skal agere på en bestemt måde; ”Nu må jeg ikke være for pushy” eller ”nu skal jeg i hvert fald ikke være den første til at ringe” eller ”jeg skal i hvert fald ikke sige ’jeg elsker dig’ før end efter 3 måneder”. Jeg synes, man skal agere efter sine følelser. Hvis man bliver let forelsket…jamen so be it. Men så må du også finde dig i, at du får nogle afvisninger, og at der måske går længere tid, før den rette dukker op.
Jeg tror nu nok, hun skal være derude, men jeg forstår jo godt, at du bliver utålmodig. Måske er du også gået hen og blevet lidt mere usikker på dig selv. Dét gider piger ikke. Du skal måske øve dig i at lægge lidt mere op til noget seksuelt. Være fræk. Det kan også være, at du snakker for meget. Taler for meget om problemer eller har tillagt dig nogle single-vaner (små særheder som at lægge tøj i farveorden, se mærkelige TV-serier, samle på glasdyr, eller være for hurtgt fremme med en karklud, når der krummes)
Du kan nok se, at jeg bruger en masse ”måske’er”. Det er jo, fordi jeg ikke kan se eller høre dig. Af samme grund ville jeg nok vælge at stille præcis samme spørgsmål til netop en af dem, som både har set, hørt og afvist dig. Tør du det?
Held og lykke på jagtmarkerne.
Annette
