Hej Lotte. Jeg er 30 år gammel og er i 10. uge af min første graviditet. Har lige set et program om en kvinde, hvis mavemuskler gik 'fra hinanden' under hendes graviditet. Dette er åbenbart ret normalt, men i hendes tilfælde kunne hun ikke træne dem 'sammen' igen.

Her du et spørgsmål til personlig træner og kostvejleder Lotte Arndal? Skriv til kostogmotion@bt.dk.

Jeg blev født med såkaldt spaltede mavemuskler, og man overvejede at operere mig efter fødslen for at samle dem. Dette gjorde man dog ikke i første omgang alligevel, da man ville se, om de blev trænet stærke nok til, at jeg ikke fik problemer.

Det blev de automatisk, og jeg fik aldrig en operation. Men den dag i dag har jeg stadig 'hul' mit i den lige mavemuskel ca. fra navlen og op.

Nu er mit spørgsmål så, om du tror, jeg er ekstra disponeret for, at musklen falder ud til siderne, når min mave bliver stor, og om der i så fald er noget jeg kan gøre for at forhindre det?

Mange hilsner fra en halvnervøs Stine


Kære Stine.

Tillykke med graviditeten. Som du selv skriver, er det helt normalt at mavemusklerne 'deler sig' efterhånden som graviditeten skrider frem. Det vigtigste du skal gøre, er at lade være med at lave almindelige mavebøjninger, som kun vil gøre problemet større. Du må på ingen måde krumme maven sammen på den måde!

Derimod kan du træne den store tværgående bugmuskel Transversus Abdominus, som fungerer som et bredt bælte, hvis den altså virker og er stærk nok. Du kan træne den ved at lægge dig på alle fire med et let svaj i ryggen. Herfra trækker du luft helt ned i maven – helt afslappet og uden lyd. Når du har luften inde, suger du navlen ind, som hvis du skulle lukke et par bukser der er for små. Samtidig kniber du bækkenbunden sammen. Hold positionen i op til 1½ minut af gangen og fortsæt i i alt 5-7 minutter hver dag. Du kan selvfølgelig godt trække vejret imens, men skal nok lige vænne dig til fornemmelsen inden det lykkes helt.

Jeg vil anbefale dig at søge nærmere råd hos en personlig træner, som kan se din krop rent fysisk. For det er lidt svært at komme med sikre råd gennem en brevkasse, når jeg ikke ved hvor stort problemet er. Øvelsen, jeg har givet dig her, kan med sikkerhed kun gøre godt, men måske kan der gøres mere, hvis problemet bliver større undervejs. Jeg ønsker dig en rigtig dejlig graviditet og al mulig held og lykke.

Mange hilsner fra Lotte


brev_tag_lotte