Kære Annette
Jeg er en ung kvinde i starten af 20’erne som har brug for noget hjælp til at slippe kontrollen. Mit problem omhandler hverken parforhold, venner eller familie – men et problem møntet på mig selv. Jeg håber du kan give mig nogle gode råd til hvordan jeg kan tackle nedenstående.
Egentlig har jeg aldrig rigtig opfattet det som et problem, men jeg må nok indrømme, når jeg tænker nærmere over det, at mit forhold til mad altid har været lidt specielt.
Jeg har altid gået meget op i at spise sundt og dyrke motion (hvilket jo er godt) men jeg har også, specielt i mine teenageår, haft tendens til at sulte mig selv - ofte som reaktion på ting der er sket omkring mig, som f.eks. da jeg oplevede min mor blive ført af sted til hospitalet, og jeg stod alene med mine mindre søskende, og skulle finde ud af hvordan jeg bedst beskyttede dem. Jeg har dog altid formået at komme over dette, enten ved hjælp af psykolog eller fordi tingene derhjemme blev bedre – og jeg har derfor haft mange lange perioder, hvor jeg har spist ganske normalt uden, at bekymre mig videre om, om jeg spiste et stykke chokolade for meget en gang i mellem.
Jeg flyttede hjemmefra og ind til min daværende kæreste mens jeg stadig gik i gymnasiet, hvilket jeg nu kan se var ALT for tidligt. I den tid tog jeg lidt på. Jeg har dog altid været slank/normalvægtig, og en del af vægten skyldtes nok også, at jeg blev voksen og dermed fik flere former, så vægtøgningen føltes relativ naturlig i takt med, at min krop udviklede sig. I svære perioder kunne jeg dog stadig lade være med at spise, men ikke som en reaktion på min vægt. Jeg tror mere det har handlet om, at jeg har forsøgt, at gøre opmærksom på, at jeg ikke havde det særlig godt.
Selvfølgelig har jeg ligesom andre unge piger haft tanker om, hvorvidt min krop lever op til de forskellige kropsidealer.
For lidt over et år siden tog jeg en meget svær beslutning og valgte, at gå fra min kæreste. Jeg stod pludselig uden hjem, uden penge (jeg er på SU) og følte mig meget rodløs. Jeg anede simpelthen ikke hvem jeg var, da jeg følte mig ekstremt defineret af, at have en kæreste. Det første stykke tid gik med, at jeg flyttede fra det ene sted til det andet. Heldigvis har jeg fundet mig til rette nu og har fundet en fast bopæl.
Kort tid efter jeg gik fra min kæreste begyndte kiloene at rasle af mig, og jeg tabte mig næsten 10 kg på en måned, og resten den efterfølgende. Det pludselige vægttab gjorde mig faktisk utrolig glad og jeg begyndte at få mere selvtillid og følte mig, for første gang i lang tid, pæn. Dette vægttab har dog medført, at jeg er blevet ekstrem bange for at tage på. Selv et enkelt kilo kan få mig helt ud af kurs, og bare tanken om det giver mig kvalme. Jeg føler mig besat af at være en str. x-small (jeg kan nogle gange acceptere en str. small, da jeg ikke har helt små bryster og er en høj pige).
Jeg har en enorm trang til at have kontrol over hvad jeg spiser – og hvornår. Er jeg f.eks. sulten mellem morgenmad og frokost, kan jeg diskutere længe med mig selv om hvilken betydning det vil have for resten af dagen såfremt jeg vælger, at spise et mellemmåltid. Til at holde styr på mit madindtag bruger jeg et program på nettet, hvor man kan indtaste den mad man spiser, og derved holde styr på sit kalorieindtag (som jeg helst sætter lidt lavere for en sikkerhedsskyld).
Dette bruger jeg dagligt meget tid og meget energi på. Min familie og venner har udtrykt stor bekymring for mit vægttab og kommentere det jævnligt, hvilket egentlig bare giver mig et endnu større behov for at se slank ud til næste gang jeg ser dem (jeg skulle jo nødig få at vide, at jeg har taget på!). Endvidere kan jeg opleve en ekstrem frustration når jeg har aftaler hos andre (om det er venner eller familie er ligegyldigt), da jeg ikke ved hvad vi får serveret, hvordan maden er tilberedt og med hvilke ingredienser, hvilket gør det meget svært at bevare kontrollen.
Det er ofte blevet konkluderet af læger, eller andre der synes de skal have en mening, at jeg lider af en grad af anoreksi (jeg har opsøgt læger da jeg til tider lider af stor svimmelhed). Dette er jeg stærkt uenig i. Jeg er på ingen måde er anoreksitynd eller stærkt undervægtig. Min BMI er på mellem 17,8 og 18, hvilket jo kun er meget lidt undervægtig. Derudover spiser jeg både morgenmad, frokost og aftensmad – jeg vil bare gerne kontrollere hvad og hvor meget jeg spiser. Jeg kan også sagtens spise slik og dessert. Det kræver bare en lang diskussion frem og tilbage med hvad der passer ind, og hvordan det passer ind, med resten af dagens - og ugens madindtag, så jeg ikke overskrider mit daglige kalorieindtag.
At jeg i starten af mit brev spørg dig om du kan give mig nogle gode råd til hvordan jeg bedst tackler mit problem er fordi, jeg egentlig godt kan se, at det er et problem. Jeg bruger oceaner af tid på at gå op i mad, og på at finde ud af hvordan jeg bevare den vægt jeg har nu eller tilmed taber et kilo eller to mere, bare for at være sikker på ikke at tage på. Jeg har en stor frygt for at komme over 60 kg, da jeg er bange for det vil eskalere og at jeg pludselig vejer det samme som for et års tid siden. Det er en stor kamp at lade være med, at slå mig selv i hovedet hvis jeg falder i og får spist noget, jeg ikke skulle have spist. Dette koster ofte blod, sved og tårer.
Jeg håber du kan give mig nogle råd til hvordan jeg kan lære at slippe kontrollen, selvom jeg godt ved det kan være svært at forstå hvad der foregår oppe i mit hoved. En veninde jeg har betroet mig til siger, at jeg skal finde en ny ”hobby” – hvilket jeg egentlig godt kan give hende ret i. Men det er bare ikke så simpelt. Desværre. Jeg sammenligner lidt min kontrol med folk der har rengøringsvanvid – da jeg som sagt ikke anser det som værende en spiseforstyrrelse og et problem i den forstand, blot en måde at bevare noget kontrol over mit ellers (til tider) kaotiske liv. Det ville dog være rart at kunne give slip.
På forhånd tak for hjælpen
Med venlig hilsen
Anonym
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
Kære anonyme!
Jeg kan jo et eller andet sted godt forstå, hvorfor nogen kommer til at tænke anoreksi, som jo også handler meget om kontrol, men jeg respekterer, at du selv har et lidt andet syn på sagen og gerne vil have nogle inputs til, hvad du skal stille op med det.
Du er til den undervægtige side. Jeg siger ikke, at dine knogler stritter frem, men jeg siger, at du slider på din krop på en forkert måde. Det er det, din svimmelhed fortæller dig, men jeg anerkender også, at et BMI som dit kan være genetisk betinget eller betinget af den meget fedtfattige kost, du indtar, eller den motion du dyrker.
Det er kontrollen, du skal af med. Jeg selv havde for mange år siden et sygeligt forhold til min vægt. Det var så med modsat fortegn. Jeg åd og åd, stillede mig på vægten og så, at den var gået yderligere op, prøvede at straffe mig selv ved at lade være med at spise, hvorpå jeg blev så sulten, at jeg igen åd som en sindssyg. Resultatet af det blev, at jeg smed vægten ud og begyndte at bruge spejlet i stedet –”hvad ser jeg?” Jeg har ikke vejet mig siden. Andet end hos lægen. Måske skulle du starte der. Og så stop det der computerprogram, hvor du indtaster maden. Programmet er ikke en hjælp for dig. Den bliver slavepisker og gør dig til slaven.
Når du føler behovet for at kontrollere, skal du lære dig selv med din sunde fornuft at holde kontrollen ud i strakt arm og huske på, at den er din fjende. Den prøver at bilde dig ind, at den er din ven, men det er den ikke. Kontrollen er din fjende, og den skal bekæmpes.
Dvs. når du føler trang til at veje dig, så skal du ikke tænke det som et forbud, men du skal ligesom kigge på den del af dig selv og sige: Nej, du har uret…JEG bestemmer, at jeg IKKE vil vejes. Ikke fordi jeg ikke må, men fordi jeg ikke vil.
Din krop er klog. Det er din hjerne ikke nødvendigvis på samme måde. Du skal lære din hjerne at lytte mere til din krop. Hvis din krop synes, den er sulten efter et mellemmåltid, så er det fordi den har brug for energi. Ergo skal du spise noget. Ellers tærer du på dine organer, og du kommer til at mangle den benzin, som både din krop og hjerne skal køre på. Når du så tænker: Uuuuh, det er ikke godt med et måltid nu, så må du sige højt til din hjerne: Jo, det er, for det siger min krop.
Forstår du hvad jeg mener? Du skal have adskilt de to ting, så det igen bliver fornuften der råder og ikke din hjerne, som lige pt er lidt syg (altså ikke i lægelig forstand). Det er åbenbart din hjernes måde at knuse andre problemer på (kærestesorger etc).
Og så tror jeg, du er nødt til at melde det ud overfor dine nære venner og din familie: Jeg slås lidt med mig selv i øjeblikket, og jeg har brug for jeres støtte. Det kan jo ikke nytte noget, at du render rundt og er bange for, om nogen skal komme til at sige: Har du taget på? Jeg tror faktisk, de er bekymrede for din vægt i den helt modsatte retning, men du er nødt til at tage snakken med dine nærmeste, for det vil betyder meget for din beslutning, at du får sagt højt, at du godt ved, der er et problem.
Din veninde, som sagde, du skulle finde en anden hobby, har jo ret. Men det er nok lettere sagt end gjort. Derfor tror jeg også, du skal være meget ærlig, når du skal fortælle, hvor meget dette problem fylder.
Du har før gået til psykolog. Det kan jeg kun anbefale, at du gør. Der er ingen af os, der gider være overvægtige, fordi vi har set så mange udsendelser og læst så meget om, hvad det gør ved helbredet. Men undervægt er bestemt heller ikke godt for kroppen, så det er vigtigt, at du lytter til den.
Jeg håber, dette giver mening for dig. Men smid nu den vægt og det der madprogram ud. Du kan IKKE bruge det til noget.
Gode hilsener fra Annette
Jeg er en ung kvinde i starten af 20’erne som har brug for noget hjælp til at slippe kontrollen. Mit problem omhandler hverken parforhold, venner eller familie – men et problem møntet på mig selv. Jeg håber du kan give mig nogle gode råd til hvordan jeg kan tackle nedenstående.
Egentlig har jeg aldrig rigtig opfattet det som et problem, men jeg må nok indrømme, når jeg tænker nærmere over det, at mit forhold til mad altid har været lidt specielt.
Jeg har altid gået meget op i at spise sundt og dyrke motion (hvilket jo er godt) men jeg har også, specielt i mine teenageår, haft tendens til at sulte mig selv - ofte som reaktion på ting der er sket omkring mig, som f.eks. da jeg oplevede min mor blive ført af sted til hospitalet, og jeg stod alene med mine mindre søskende, og skulle finde ud af hvordan jeg bedst beskyttede dem. Jeg har dog altid formået at komme over dette, enten ved hjælp af psykolog eller fordi tingene derhjemme blev bedre – og jeg har derfor haft mange lange perioder, hvor jeg har spist ganske normalt uden, at bekymre mig videre om, om jeg spiste et stykke chokolade for meget en gang i mellem.
Jeg flyttede hjemmefra og ind til min daværende kæreste mens jeg stadig gik i gymnasiet, hvilket jeg nu kan se var ALT for tidligt. I den tid tog jeg lidt på. Jeg har dog altid været slank/normalvægtig, og en del af vægten skyldtes nok også, at jeg blev voksen og dermed fik flere former, så vægtøgningen føltes relativ naturlig i takt med, at min krop udviklede sig. I svære perioder kunne jeg dog stadig lade være med at spise, men ikke som en reaktion på min vægt. Jeg tror mere det har handlet om, at jeg har forsøgt, at gøre opmærksom på, at jeg ikke havde det særlig godt.
Selvfølgelig har jeg ligesom andre unge piger haft tanker om, hvorvidt min krop lever op til de forskellige kropsidealer.
For lidt over et år siden tog jeg en meget svær beslutning og valgte, at gå fra min kæreste. Jeg stod pludselig uden hjem, uden penge (jeg er på SU) og følte mig meget rodløs. Jeg anede simpelthen ikke hvem jeg var, da jeg følte mig ekstremt defineret af, at have en kæreste. Det første stykke tid gik med, at jeg flyttede fra det ene sted til det andet. Heldigvis har jeg fundet mig til rette nu og har fundet en fast bopæl.
Kort tid efter jeg gik fra min kæreste begyndte kiloene at rasle af mig, og jeg tabte mig næsten 10 kg på en måned, og resten den efterfølgende. Det pludselige vægttab gjorde mig faktisk utrolig glad og jeg begyndte at få mere selvtillid og følte mig, for første gang i lang tid, pæn. Dette vægttab har dog medført, at jeg er blevet ekstrem bange for at tage på. Selv et enkelt kilo kan få mig helt ud af kurs, og bare tanken om det giver mig kvalme. Jeg føler mig besat af at være en str. x-small (jeg kan nogle gange acceptere en str. small, da jeg ikke har helt små bryster og er en høj pige).
Jeg har en enorm trang til at have kontrol over hvad jeg spiser – og hvornår. Er jeg f.eks. sulten mellem morgenmad og frokost, kan jeg diskutere længe med mig selv om hvilken betydning det vil have for resten af dagen såfremt jeg vælger, at spise et mellemmåltid. Til at holde styr på mit madindtag bruger jeg et program på nettet, hvor man kan indtaste den mad man spiser, og derved holde styr på sit kalorieindtag (som jeg helst sætter lidt lavere for en sikkerhedsskyld).
Dette bruger jeg dagligt meget tid og meget energi på. Min familie og venner har udtrykt stor bekymring for mit vægttab og kommentere det jævnligt, hvilket egentlig bare giver mig et endnu større behov for at se slank ud til næste gang jeg ser dem (jeg skulle jo nødig få at vide, at jeg har taget på!). Endvidere kan jeg opleve en ekstrem frustration når jeg har aftaler hos andre (om det er venner eller familie er ligegyldigt), da jeg ikke ved hvad vi får serveret, hvordan maden er tilberedt og med hvilke ingredienser, hvilket gør det meget svært at bevare kontrollen.
Det er ofte blevet konkluderet af læger, eller andre der synes de skal have en mening, at jeg lider af en grad af anoreksi (jeg har opsøgt læger da jeg til tider lider af stor svimmelhed). Dette er jeg stærkt uenig i. Jeg er på ingen måde er anoreksitynd eller stærkt undervægtig. Min BMI er på mellem 17,8 og 18, hvilket jo kun er meget lidt undervægtig. Derudover spiser jeg både morgenmad, frokost og aftensmad – jeg vil bare gerne kontrollere hvad og hvor meget jeg spiser. Jeg kan også sagtens spise slik og dessert. Det kræver bare en lang diskussion frem og tilbage med hvad der passer ind, og hvordan det passer ind, med resten af dagens - og ugens madindtag, så jeg ikke overskrider mit daglige kalorieindtag.
At jeg i starten af mit brev spørg dig om du kan give mig nogle gode råd til hvordan jeg bedst tackler mit problem er fordi, jeg egentlig godt kan se, at det er et problem. Jeg bruger oceaner af tid på at gå op i mad, og på at finde ud af hvordan jeg bevare den vægt jeg har nu eller tilmed taber et kilo eller to mere, bare for at være sikker på ikke at tage på. Jeg har en stor frygt for at komme over 60 kg, da jeg er bange for det vil eskalere og at jeg pludselig vejer det samme som for et års tid siden. Det er en stor kamp at lade være med, at slå mig selv i hovedet hvis jeg falder i og får spist noget, jeg ikke skulle have spist. Dette koster ofte blod, sved og tårer.
Jeg håber du kan give mig nogle råd til hvordan jeg kan lære at slippe kontrollen, selvom jeg godt ved det kan være svært at forstå hvad der foregår oppe i mit hoved. En veninde jeg har betroet mig til siger, at jeg skal finde en ny ”hobby” – hvilket jeg egentlig godt kan give hende ret i. Men det er bare ikke så simpelt. Desværre. Jeg sammenligner lidt min kontrol med folk der har rengøringsvanvid – da jeg som sagt ikke anser det som værende en spiseforstyrrelse og et problem i den forstand, blot en måde at bevare noget kontrol over mit ellers (til tider) kaotiske liv. Det ville dog være rart at kunne give slip.
På forhånd tak for hjælpen
Med venlig hilsen
Anonym
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
Kære anonyme!
Jeg kan jo et eller andet sted godt forstå, hvorfor nogen kommer til at tænke anoreksi, som jo også handler meget om kontrol, men jeg respekterer, at du selv har et lidt andet syn på sagen og gerne vil have nogle inputs til, hvad du skal stille op med det.
Du er til den undervægtige side. Jeg siger ikke, at dine knogler stritter frem, men jeg siger, at du slider på din krop på en forkert måde. Det er det, din svimmelhed fortæller dig, men jeg anerkender også, at et BMI som dit kan være genetisk betinget eller betinget af den meget fedtfattige kost, du indtar, eller den motion du dyrker.
Det er kontrollen, du skal af med. Jeg selv havde for mange år siden et sygeligt forhold til min vægt. Det var så med modsat fortegn. Jeg åd og åd, stillede mig på vægten og så, at den var gået yderligere op, prøvede at straffe mig selv ved at lade være med at spise, hvorpå jeg blev så sulten, at jeg igen åd som en sindssyg. Resultatet af det blev, at jeg smed vægten ud og begyndte at bruge spejlet i stedet –”hvad ser jeg?” Jeg har ikke vejet mig siden. Andet end hos lægen. Måske skulle du starte der. Og så stop det der computerprogram, hvor du indtaster maden. Programmet er ikke en hjælp for dig. Den bliver slavepisker og gør dig til slaven.
Når du føler behovet for at kontrollere, skal du lære dig selv med din sunde fornuft at holde kontrollen ud i strakt arm og huske på, at den er din fjende. Den prøver at bilde dig ind, at den er din ven, men det er den ikke. Kontrollen er din fjende, og den skal bekæmpes.
Dvs. når du føler trang til at veje dig, så skal du ikke tænke det som et forbud, men du skal ligesom kigge på den del af dig selv og sige: Nej, du har uret…JEG bestemmer, at jeg IKKE vil vejes. Ikke fordi jeg ikke må, men fordi jeg ikke vil.
Din krop er klog. Det er din hjerne ikke nødvendigvis på samme måde. Du skal lære din hjerne at lytte mere til din krop. Hvis din krop synes, den er sulten efter et mellemmåltid, så er det fordi den har brug for energi. Ergo skal du spise noget. Ellers tærer du på dine organer, og du kommer til at mangle den benzin, som både din krop og hjerne skal køre på. Når du så tænker: Uuuuh, det er ikke godt med et måltid nu, så må du sige højt til din hjerne: Jo, det er, for det siger min krop.
Forstår du hvad jeg mener? Du skal have adskilt de to ting, så det igen bliver fornuften der råder og ikke din hjerne, som lige pt er lidt syg (altså ikke i lægelig forstand). Det er åbenbart din hjernes måde at knuse andre problemer på (kærestesorger etc).
Og så tror jeg, du er nødt til at melde det ud overfor dine nære venner og din familie: Jeg slås lidt med mig selv i øjeblikket, og jeg har brug for jeres støtte. Det kan jo ikke nytte noget, at du render rundt og er bange for, om nogen skal komme til at sige: Har du taget på? Jeg tror faktisk, de er bekymrede for din vægt i den helt modsatte retning, men du er nødt til at tage snakken med dine nærmeste, for det vil betyder meget for din beslutning, at du får sagt højt, at du godt ved, der er et problem.
Din veninde, som sagde, du skulle finde en anden hobby, har jo ret. Men det er nok lettere sagt end gjort. Derfor tror jeg også, du skal være meget ærlig, når du skal fortælle, hvor meget dette problem fylder.
Du har før gået til psykolog. Det kan jeg kun anbefale, at du gør. Der er ingen af os, der gider være overvægtige, fordi vi har set så mange udsendelser og læst så meget om, hvad det gør ved helbredet. Men undervægt er bestemt heller ikke godt for kroppen, så det er vigtigt, at du lytter til den.
Jeg håber, dette giver mening for dig. Men smid nu den vægt og det der madprogram ud. Du kan IKKE bruge det til noget.
Gode hilsener fra Annette
