Jeg kørte forleden med en taxa chauffør i Købehavn, som uvist af hvilken årsag havde brug for at fortælle mig, at Joachim B. Olsen var dum. Jeg overvejede at lade det passere men blev alligevel provokeret. ”Jeg hører dig egentlig bare sige, at du er uenig med ham. Dum er han vel ikke”, sagde jeg. ”Jo”, sagde chaufføren. ”Alt hvad der kommer ud af munden på ham er dumt”. ”Man kan godt være uenig med en politiker og samtidig respektere, at han eller hun repræsenterer folk med andre holdninger”, prøvede jeg. ”Jeg respekterer ikke dumme mennesker”, svarede han. ”Så respekterer jeg heller ikke dig”, sagde jeg. Og så blev der endelig stille.

Jeg vil ikke påstå, at der ligefrem var god stemning inde i den lille kabine, men jeg fik fred. For hvor kan jeg dog blive træt af, at politikere kaldes dumme. Gå dog selv ind i politik, så!

Det lille optrin tog udgangspunkt i en opsang, jeg selv havde fået: Hvor langt vil du gå for den gode stemning? Spørgsmålet blev stillet af en af mine venner.

Han er iværksætter og havde oplevet et afslag på en ordre med ordene: ”Jeg kan se, du har så meget succes, at du nok overlever, at vi alligevel ikke placerer vores ordre hos dig”. Min ven skrev retur til firmaet:

”Jeg vil gerne have lov selv at vurdere, om jeg har succes eller ej. Er den succes, som jeg hver dag kæmper for, blevet årsag til, at du nu vælger mig fra? Jeg ved godt, at dette brev ikke får dig til at skifte mening, men til en anden gang, så synes jeg, du skal overveje dit ordvalg.”

Ja, det er ret offensivt at svare sådan, men der er også noget skønt ved mennesker, der ikke stikker op for bollemælk. Når man begynder at tænke over det, så kan det jo være hele karavaner af kameler, man går og æder gennem livet for at undgå konflikter.

Jeg hader selv konfrontationer. Virkelig. Men jeg har oplevet, at det giver luft...og også respekt…når man tager dem. Havde jeg det ikke sådan, kunne jeg vel næppe heller have haft denne side i BT gennem snart 8 år. Emnerne har ind imellem været provokerende og givet anledning til shitstorme, men jeg har dog kun én gang måttet opgive at svare alle dem, der blandede sig i debatten.

Og det bringer mig frem til meldingen om, at jeg nu går på orlov. Frem til 1. februar vil min blog og min brevkasse være lukket ned. Det skyldes absolut ikke metaltræthed men en trist konstatering af, at jeg står foran mit livs stormvejr, hvor jeg får brug for alle de kræfter, jeg har.

Ganske kort drejer det sig om, at vores kun 12 år gamle hus har vist sig at være pilråddent pga byggesjusk. Det koster 700.000 at udbedre skaderne, og forsikringen vil ikke dække det. Vi kan heller ikke låne i friværdien, da vi sidste år belånte huset alt, hvad vi kunne for at skabe en virksomhed - et nyt fundament for min mand, der, som mange ved, blev 2/3 dele invalid efter en ulykke.

Så altså for at finde penge til renoveringen af det gamle hus, må vi tage et byggelån til et nyt. Og det kan vi, fordi vi takket være rettidig omhu har en tom byggegrund stående. Summa summarum går vi i disse dage og river vores eget hus så godt som ned og påbegynder bygningen af et nyt hus, som vi siden flytter over i. Og så har vi lige et firma, vi går og banker op på Bornholm, mens jeg arbejder dobbelt på to teaterforestillinger, og Jesper er handicappet.

Klarer vi og vores to børn den? Ja sgu. Men jeg tror, det er OK, hvis jeg lige trækker stikket et par måneder og med vemod i blikket siger på genhør til mine faste og engagerede læsere her på avisen.