Lillejuleaften var jeg på Københavns Bymuseum og så en udstilling, der handler om de første asfaltballer i 1956. Det er en udstilling med masser af morsomme reportager om den vilde ungdom og den nye, farlige rockmusik. Det var specielt dansen, man var bange for dengang. Jitterbug. Den kunne lede de unge på afveje. Politiet mødte somme tider frem for at fjerne de unge fra festerne, der opstod på gader og i parker. Udstillingen, som løber frem til 31. marts, er spækket med billeder, der viser teenagere, som danser og hygger sig...og ryger! På stort set alle billeder sidder 16-17 årige med en smøg i kæften. Men modsat dansen var det ikke noget, man bekymrede sig om i 50'erne.
I dag er vi klogere. Eller hvad? Nok er andelen af rygere i Danmark faldet fra 33% til 24% på 10 år, men 24% er immervæk stadig mange mennesker. Jeg er en af dem, der nyder, at jeg kan gå i byen uden at komme hjem med tøj og hår, der stinker af røg. Jeg forstår godt hyggen omkring cigaretten. At smagen af tobak kan være dejlig efter et måltid. Ja, jeg kan faktisk nyde duften af en pibe.
Men vi ved, at der dør ca. 14.000 om året af tobaksrygning. Vi ved, at man med 15 cigaretter om dagen forkorter sit liv med 8-10 år. Det står på pakkerne, og vi kender statistikkerne ud og ind. De påvirker snart ikke længere nogen. Det er bare tal. Og argumenterne, som vi hører igen og igen fra rygerne er de samme: Der findes masser af storrygere, der lever i mange år. Og et eller andet skal man jo dø af. Hellere 68 sjove år end 74 halv-sjove år.
Den argumentation forstår jeg også godt. Mine bedsteforældre blev forholdsvis gamle. De blev over 80, og de røg hele livet. 20-30 filterfri Kings og Cecil om dagen. At pengene i stedet kunne have været brugt på den gode pension, som de aldrig fik sparet sammen til, ja det er måske endnu et kedeligt eksempel, som ikke bider på nogen. Men min pointe er, at nok fik de et langt liv, men måske man skulle se på, hvilket liv de fik i de sidste år.
Det er her, jeg gerne vil have, at man – rygere og politikere - stiller skarpt. For mine bedsteforældre, som døde af deres tilsodede lunger, fik med tiden et helbred, som ofte gjorde livet til et helvede. Hoste, lungebetændelse, blodpropper. Hele tiden fejlede de noget. År efter år blev det bare værre. På grund af tobakken, som de til sidst ikke engang magtede at indtage.
Man kan næsten sige, at det var godt, at de havde det lige dårligt. For andetsteds i familien havde vi et ægtepar, hvor manden blev så handicappet af sine blodpropper pga rygning, at konen måtte være sygeplejerske for ham på fuld tid. Det var hun så, til han døde knapt 70 år gammel og efterlod sig...ingenting. For pension havde der ikke været råd til. Var det rimeligt? At bringe hende i den situation?
Jeg synes, det er helt fint, at man vælger at være ryger. Men man skal gøre det med åbne øjne. Enden på livet bliver grum. Pengene kommer aldrig igen, og den, man elsker, risikerer at blive det største offer. Kan du som ryger leve med det, så puls løs. Ellers stop nu. Der er ingen grund til at vente til 1. Januar.
Ugens optur: 10 is-varianter fra ”Jakob og Jacob”. Jeg spiser normalt ikke meget is, men på mirakuløs vis åd jeg næsten en liter alene. Lakridsen er min favorit.
Ugens nedtur: Med møje og besvær fik vi lavet et peberkagehus, som stod akkurat længe nok til, at jeg kunne tage dette billede. Derefter faldt det fra hinanden.
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
Ugens brev:
