På fredag går Jorden under, hvis man skal tro profetierne, og i den anledning sender DR et live show, der tæller ned til klokken 22:18, hvor det hele altså skulle ramle. ”Ses vi eller dør vi?” spørger Rasmus Botoft i et spot for programmet. Det er morsomt. Men det er det også kun, fordi vi lever trygt i den overbevisning, at selvfølgelig går Jorden ikke under. Vi tror ikke på dommedagsprofetier.
Men hvad nu, hvis jeg fortalte, at vi alligevel står overfor dommedag? Så ved jeg godt, hvordan folk ville reagere. De ville nemlig ikke reagere overhovedet. Vi er sådan indrettet, at vi ikke kan indtage så svære nyheder. Vi bevarer optimismen til det sidste. Vi kan ikke magte det uoverskuelige, og derfor kommer vi til at være ligesom gæsterne i filmen ”Festen”, der sidder som tilskuere til et ulykkeligt familiedrama uden at gribe ind. Vi lukker øjne og ører.
Men nu siger jeg det så alligevel: Jorden går under!
Lad mig lige skrue tiden et par dage tilbage:
Jeg var i et storcenter. Som udgangspunkt trives jeg ikke med storcentre, men jeg erkender, at det kan være praktisk at have alt samlet under et tag. Her gik jeg så rundt og kiggede på de enorme forretninger, der kræver ressourcer af den anden verden. Kvadratmeter efter kvadratmeter, som er oplyst, opvarmet og overfyldt med varer for at stille vores behov for store sortimenter.
Jeg ved ikke, hvad der var værst: De syntetiske pelse, som forurener og sviner helt enormt under fremstillingsprocessen eller de dyre jakker, som har pelsmonteringer, der stammer fra hundefarme i Kina. Jeg kan heller ikke finde ud af, hvad der forargede mig mest: Det billige skrammel, som er af så ringe kvalitet, at det burde forbydes, eller de dyre varer, der er så åndssvage, at man ikke begriber, nogen kan finde på at fremstille dem. Her tænker jeg på læderboks, der spytter kreditkort ud eller diamanthalsbånd til hunde.
Og så var der de enorme dagligvareforretninger, som vi kræver det umulige af: Der skal altid være ål og torsk, og der skal være frisk brød og lun leverpostej. Der skal være billige æg…og så hul i, hvor de stammer fra i øvrigt. Nok siger vi, at vi køber økologisk, men når det kommer til stykket, så viser salgsstatistikkerne, at vi fremstiller os selv lige så glansfuldt som tilbudsaviserne annoncerer deres varer.
Vi er gode til at promovere os selv, og Danmark er netop blevet kåret til verdens mest klimavenlige land. Hvis det siger noget om os, så siger det desværre mere om alle andre. Hvad nytter det, at vi er fem en halv millioner indbyggere, der gør det godt, når man i USA står med fingrene og ørerne, i Afrika er for fattige til at forstå klimaproblematikken og i BRIC landene længes efter at få samme standard som Vestens store middelklasse? Lad mig komme med nogle helt simple tal, som burde sætte tankerne i gang: I 2030 (det er altså om 17 år) er middelklassen vokset fra 1,5 mia mennesker til 4,3 mia. Vi får brug for 50% flere fødevarer, 45% mere energi og 30% mere drikkevand.
Hvad synes I, vi skal gøre, hvis vi vil forhindre, at Jorden går under? Og hvis mit spørgsmål overhovedet bekymrer nogen, hvorfor er det så lige, at vi i disse dage igen skal prøve at slå sidste års rekord i forbrug?
Ugens optur: Øve med bandet til julekoncert i aften i Tinghallen, Viborg, hvor jeg stryger hen, når forestillingen i Århus er slut.
Ugens nedtur: At ryge ind i en snestorm på vej til færgen til Århus. Nok har jeg vinterdæk på, meeeen… Her er det forresten et snedækket Aros, jeg har udsigt til.
Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.
Ugens breve:
Brevkassen: Hvem skal jeg fejre jul med?
Brevkassen: Hvordan kan han tænke på hende efter alle de år?
