Dokumentar fik tårerne frem hos Annette

På et børnehjem i Danmark sidder en syvårig pige fra Etiopien. Hun forstår ikke, hvorfor hendes nye adoptivforældre ikke magtede hende. Hun forstår næppe heller, hvad hun overhovedet skal i Danmark. Og hun er uvidende om, at de biologiske forældre i årevis har kæmpet for at få nyt fra Danmark - de forældre, som hun brutalt blev taget fra for 4 år siden. Men hun sidder der, fordi nogen har besluttet, at hun har en tilknytningsforstyrrelse. Og her i det rige Danmark, hvor vi nok ved noget om omsorg, sætter vi den slags børn i kærlig pleje på et børnehjem.

Kære læser, mens jeg skriver disse ord, er jeg så oprørt over ovenstående historie, at jeg endnu hulker. Jeg har set en snigpremiere på en dokumentarfilm, som ruller over skærmen mandag på TV2 kl 20:00. 'Adoptionens pris' hedder den, fordi den handler om alt det, vi måske helst ikke vil vide, når vi taler om adoption. Jeg kender flere, der med stor succes har adopteret afrikanske børn. Og min egen klare opfattelse har været, at man har hjulpet nogle ludfattige familier. Givet deres børn en chance for at få masser af omsorg og en god uddannelse. Lige til jeg så denne film.

På overfladen en rørende historie om to HIV smittede forældre, der med udsigten til en tidlig død vælger at give deres yngste to børn væk til et dansk par, som drømmer om at blive forældre. Og så får vi den rigtige version.

To elskelige mennesker med en dyster fremtid i et fattigt land bliver besnakket og bearbejdet af nogle adoptionsmyndigheder, som lover, at forældrene hele tiden vil blive orienteret om børnenes luksuriøse opvækst i det kolde nord. Forældrene resonerer sig frem til, at disse børn måske vil vende tilbage en dag med en god uddannelse og blive en ressource for Etiopien. Modvilligt skriver de under på adoptionspapirerne.

Et dansk par henter børnene. De er ingen vårharer, og det må være svært at agere forældre, når man i en forholdsvis høj alder pludselig får to børn, hvoraf den ældste, en pige på 3 år, er meget bevidst. Særligt svært er det, da hun umiddelbart efter overdragelsen viser al sin frustration over ikke at kunne kommunikere. Men med eder og forbandelser bliver hun irettesat. Det er sikkert kærligt ment.

I Danmark bliver der i det hele taget talt voksensprog til pigen (hendes lillebror er for lille til helt at forstå omvæltningen). Der bliver konsekvent fejltolket på alle hendes reaktioner, og hendes følelser negligeres med de mest absurde forklaringer. Og så har hun ret mange fejl, bliver man enige om. Godt bakket op af en familieterapeut. Må jeg i øvrigt lige tilføje, at hvis denne terapeut er repræsentativ for de terapeuter, man normalt har ansat i kommunerne, så tror da fanden, at vi gang på gang hører om sager som dem i Brønderslev og Rebild. Pigen, der hedder Masho, bliver systematisk knækket og ved til sidst ikke, hvad der er ud eller ind.

Hun ender således på et hjem, mens hendes etiopiske forældre - der takket være HIV medicin har fået et godt liv - er begyndt at lede efter de savnede børn. Man spørger sig selv: Hvorfor får de ikke de mange rapporter, som adoptivforældrene med omhu har udfyldt? Og hvorfor er det så vigtigt at beholde pigen her i Danmark? Jeg kan ikke få øje på noget svar. I det hele taget har jeg svært ved at få øje på the good guys i denne sag. Jeg anbefaler derfor alle, herunder vores socialminister Karen Hækkerup, at se nøje med på TV2 i morgen kl.20. Nu må der simpelthen være nogen, der gør noget fornuftigt.


Ugens optur: Mads og Monopolet sammen med Mads Blærerøv Christensen, der fik lov at blære sig overfor mine drenge med sin motorcykel.

Ugens nedtur: Tilbage på polestangen...på fredag er der premiere på Elsk mig i nat, og det glæder jeg mig til, men gud hvor får jeg mange blå mærker af den åndssvage stang


Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Ugens brev
Brevkasssen: Lægerne kan ikke diagnosticere mig